Kæmpe regning til skadeservicefirma

Arkivfoto: Per Johansen

En rekordstor erstatning på 20 mio. kr. er blevet konsekvensen af, at skadeservicefirmaet SSG ulovligt har hentet en række nøglemedarbejdere hos konkurrenten ISS Damage Control. I alt hentede SSG ca. 30 medarbejdere fra ISS, og nu har Sø- og Handelsretten konkluderet, at det var en grov overtrædelse af markedsføringsloven.

Dagbladet Børsen skriver, at erstatningen på 15 mio. kr. – som med renter løber op i 20 mio. kr. – formentlig er Danmarkshistoriens største erstatning på området.

Sagen startede i 2007, hvor SSG havde kontakt med en ledende medarbejder hos den daværende konkurrent ISS Damage Control. Kontakten førte til, at i alt 30 nøglemedarbejdere i løbet af kort tid forlod ISS og skiftede til SSG. Men den form for kontakt er i strid med markedsføringslovens regler om god forretningsskik – og derfor skal SSG betale erstatning.

ISS havde oprindeligt krævet, at SSG skulle betale 74 mio. kr.

Ifølge Børsen vil SSG’s nuværende ejere sende regningen videre til den tidligere ejer og den tidligere ledelse.

Annonce