Justitsminister vil se på strafniveau for fyrværkeri-angreb mod brandfolk

Foto: Steen Brogaard

Selv om politiet ikke har haft det store held med at pågribe de gerningsmænd, som i nytårsdøgnet angreb brandfolk med fyrværkeri, så bebuder justitsminister Nick Hækkerup nu, at området – herunder strafniveauet i sagerne – skal undersøges. Ministeren understreger, at brandfolkene har krav på, at samfundet beskytter dem i videst muligt omfang, når de udfører deres arbejde.

Ifølge en opgørelse fra Danske Beredskaber – som ifølge Beredskabsstyrelsen dog ikke nødvendigvis er helt korrekt – var der ellers i nytårsdøgnet 17 angreb mod brandfolk. Rigspolitiet har imidlertid oplyst, at der kun et blevet rejst sigtelse i en enkelt sag om angreb med fyrværkeri mod brandfolk.

”Der må ikke være nogen tvivl om, at jeg mener, at både politiet, beredskabet og alle andre, der hver dag arbejder for at holde os andre trygge, har krav på, at vi beskytter dem i videst muligt omfang, når de udfører deres arbejde. Det er særdeles alvorligt, hvis nogen chikanerer eller angriber dem, mens de udfører helt vitale samfundsfunktioner”, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S), der fortsætter:

”Jeg har derfor bedt mine embedsmænd om at undersøge området, herunder strafniveauet i sager, hvor der affyres fyrværkeri mod politi og beredskab mv.”

”Samtidig ser jeg frem til, at regeringens initiativer fra Trygheds- og sikkerhedspakken om øget tv-overvågning i det offentlige rum bliver gennemført. Jeg tror, at det både kan forebygge nye hændelser, men også være en væsentlig del af politiets efterforskning. Både i forhold til fyrværkeriangreb, men også i et bredere perspektiv”, siger justitsministeren.

Annonce