Den hidtil største danske støttepakke på civilbeskyttelsesområdet er på vej til Ukraine. Over de kommende måneder ydes større materieldonationer og tilhørende uddannelse til det civile beredskab. Der er tale om et donationsprojekt i regi af Beredskabsstyrelsen, som indeholder materiel og uddannelse i flere spor til en række modtagerorganisationer i Ukraine.
Den største del af bidraget består af forskelligt og meget efterspurgt nyt brand- og redningsmateriel, herunder redningslifte og røgdykkerudstyr for 150 mio. kr. Der vil derudover blive doneret kritiske komponenter til det mobilhospital, som Beredskabsstyrelsen tidligere har doneret til Ukraine.
Uddannelsesbidraget vil bl.a. bestå i understøttelse af uddannelse af lokalt redningspersonel og uddannelse i materiellets anvendelse.
Støttepakken er den hidtil største af sin slags.
Beredskabsstyrelsen udsender i samme forbindelse en rådgiver til Ukraine, som den næste tid vil agere bindeled i forbindelse med afsendelse og modtagelse af materieldonationerne og uddannelsesinitiativer samt løbende afdække Ukraines behov for støtte.
Den samlede indsats er nøje koordineret med og efterspurgt af Ukraine.
Imødekommer en række behov i Ukraine
”Beredskabsstyrelsen har siden krigens start arbejdet for at støtte vores ukrainske kollegaer. Vi kommer nu med en større donationspakke, som imødekommer en række konkrete behov. En ting er at kunne donere det efterspurgte materiel, en anden er at kunne yde den nødvendige uddannelse og rådgivning, så lokalt mandskab også på længere sigt kan løfte opgaven. Det er jeg stolt af, at Beredskabsstyrelsen kan bidrage med”, siger Laila Reenberg, der er direktør i Beredskabsstyrelsen.
Den samlede støttepakke finansieres primært over Ukrainefondens civile og militære ramme.