IT-direktør bliver chef for det nordjyske beredskab

Det nye nordjyske beredskab, som er under etablering, har ansat sin direktør. Valget er faldet på direktøren for KMD’s borgernære softwareløsninger, Bjarne Grøn. Kommunerne har ved ansættelsen lagt vægt på den store erfaring i offentlige beslutningsprocesser, som Bjarne Grøn har i kraft af et tæt samarbejde med kommuner, regioner og statslige institutioner.

Bjarne Grøn er 50 år og uddannet cand. oceon. fra Aarhus Universitet i 1994. Han har været ansat i KMD siden 1999 som projektchef, afdelingsdirektør, vicedirektør og siden 2010 som direktør. Forud for ansættelsen i KMD har Bjarne Grøn blandt andet været ansat i Spar Nord og Multi-inform A/S.

”I vores ansættelse af Bjarne Grøn har vi lagt vægt på den store erfaring i offentlige beslutningsprocesser, som han har i kraft af et tæt samarbejde med kommuner, regioner og statslige institutioner. Bjarne har desuden rigtig gode kompetencer inden for forretningsudvikling og strategisk ledelse og er yderst velkvalificeret i forhold til eksekvering og ledelse”, siger Arne Boelt, der er borgmester i Hjørring Kommune.

Rådmanden for Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune supplerer:

”Bjarne Grøn bliver en tydelig leder, hvor energi, engagement og ansvarlighed naturligt går hånd i hånd. Jeg er derfor også meget fortrøstningsfuld i forhold til, at han skal lede det nye fælles nordjyske beredskabs på plads og sikre et effektivt beredskab med et fortsat højt serviceniveau for borgerne i alle de nordjyske kommuner”.

Bjarne Grøn tiltræder sin nye stilling medio august. Han er formelt ansat i Aalborg Kommune, indtil den tværkommunale beredskabsenhed er etableret senest den 1. januar 2016. Herefter overgår han organisatorisk til det fælles beredskab.

Annonce