Mens Falck opruster på skadeserviceområdet, så vil markedslederen, ISS, helt opgive sine skadeserviceaktiviteter. ISS anser nemlig ikke længere skadeservice for at være en del af koncernens kerneforretning, og derfor er ISS Skadeservice blevet sat til salg. Indtægterne skal bruges til at nedbringe en kæmpegæld på 28 mia. kr., men indtil videre er det ikke lykkedes at finde en køber.
Ifølge Dagbladet Børsen har ISS det seneste år i al hemmelighed forsøgt at sælge den danske skadeservicedivision, der har en omsætning på ca. 1 mia. kr. om året. Salgsprisen vurderes at ligge på omkring 600 mio. kr., men selv om ISS har hyret storbanken Nordea til at stå for salgsprocessen, er det endnu ikke lykkedes at finde en køber.
Når ISS vil opgive skadeservicen, skyldes det ifølge Børsen, at aktiviteterne adskiller sig for meget fra koncernens øvrige aktiviteter. Skadeservice ydes således primært i akutte situationer, hvor det især er forsikringsselskaber, som er kunder, mens ISS foretrækker faste og mere tætte kunderelationer. Samtidig har ISS en gæld på hele 28 mia. kr., og indtægterne fra et frasalg vil kunne anvendes til at nedbringe gælden.
ISS Skadeservices største konkurrent er SSG, der imidlertid afviser at være interesseret i at købe aktiviteterne, mens de mindre selskaber Skadeservice Danmark og Dansk Bygningskontrol med en omsætning på omkring 100 mio. kr. om året vurderes at være for små til at kunne løfte et så stort opkøb. Favorit til at overtage ISS Skadeservice anses derfor for at være den kapitalfondsejede konkurrent Coor Service Management.