De seneste år har myndighederne flere gange afvist opfordringer i kædemails om at oprette særlige nødnumre (ICE – In Case of Emergency) i mobiltelefoners telefonbøger. Men nu ser det ud til, at ICE bliver en feature i den næste udgave af Apple’s iOS-styresystem til iPhones. Her vil brugerne kunne oprette et særligt Medical ID, hvor oplysningerne endda også kan ses på en låst mobiltelefon.
Allerede i 2007 begyndte der at cirkulere kædemails, hvor folk blev opfordret til at oprette en kontakt med teksten ICE i deres telefonbøger på mobiltelefonerne og så tilknytte telefonnummeret til en pårørende. Dermed ville politi- og ambulancefolk blot skulle finde ”ICE” i telefonbogen på patientens mobiltelefon, hvis de havde behov for at kontakte de pårørende efter en ulykke. Baggrunden var blandt andet det alvorlige terrorangreb i London i 2005, hvor redningsfolkene havde svært ved at få kontakt til flere af de hårdt kvæstedes pårørende.
Flere af de udsendte kædemails citerede Falck for opfordringen til at anvende ICE, men det afviste Falck, der tværtimod gjorde opmærksom på, at Falcks reddere i praksis næppe ville anvende ICE-numre – blandt andet fordi der ville være risiko for forvekslinger, hvis telefonen ikke tilhørte den rigtige person, ligesom der kunne være etiske problemer ved at åbne en patients mobiltelefon.
Nu ser det imidlertid ud til, at Apple til efteråret vil gøre ICE til en egentlig feature i den kommende version 8 af iOS-styresystemet, som blandet andet anvendes på iPhones. Apple vil således lancere et Medical ID, hvor brugeren kan tilføje navn og foto samt oplysninger om blodtype, evt. status som organdonor, sygdomme (f.eks. diabetes), allergier og lignende. Og endelig vil der være oplysninger om, hvem der skal kontaktes i nødsituationer.
Det nye Medical ID vil kunne tilgås fra iPhonens låseskærm, således at f.eks. politi- og ambulancefolk også kan se oplysningerne, selv om mobiltelefonen er låst.