Til august vil den internationale brandmandskonkurrence FireFit Championships blive afholdt i Odense. FireFit Championships startede i 1994, og der afholdes hvert år en række konkurrencer i forskellige byer. I år sker det så også i Danmark, hvor konkurrencerne afvikles samtidigt med Danske Beredskabers årsmøde. Håbet er, at der dermed – for første gang – kommer danske deltagere.
FireFit Championships er en international brandmandskonkurrence, der har sin oprindelse i Canada, hvor den første konkurrence fandt sted i 1994. Siden har konceptet spredt sig til Europa, hvor der hen over foråret og sommeren hvert år bliver afholdt en række konkurrencer i forskellige europæiske byer.
I år går turen så til Odense Congress Center, hvor brandfolk den 30. og 31. august 2023 dyster om at gennemføre en bane bestående af fem brandmandsdiscipliner på tid. Det sker samtidig med, at Danske Beredskabers årsmøde afholdes samme sted.
Har ikke haft dansk deltagelse
”I foråret overværede vi konkurrencen til beredskabsmessen Interschutz i Hannover. Det var virkelig imponerende at opleve den råstyrke og determination, der kom fra atleterne. Vi tænkte med det samme, at den konkurrence må vi have til Danmark”, fortæller beredskabsdirektør Klaus Vibe Hebsgaard fra Midtjysk Brand & Redning.
Klaus Vibe Hebsgaard er en del af Danske Beredskabers koordinationsgruppe for FireFit Championships, og han håber, at rigtig mange både europæiske og særligt også danske brandfolk ønsker at prøve kræfter med banen. Der har nemlig ikke tidligere været dansk deltagelse i Firefit Championships. Men i Norge har verdens stærkeste brandkvinde, May Tømmervold, deltaget flere gange. Hun vil også være med, når FireFit løber af stablen i Odense:
”Som skandinav glæder det mig rigtig meget, at FireFit skal afvikles på dansk jord. Jeg har deltaget i rigtigt mange konkurrencer i hele verden og har altid haft et ønske om at få en konkurrence til Skandinavien. Nu sker det endeligt”, siger May Tømmervold.
Ud over til daglig at være brandkvinde og professionel atlet kommer May Tømmervold også til at være ambassadør for eventet.
”Det er stærkt, at May har lyst til at være ambassadør for eventet. May har flere internationale titler og rekorder bag sig, og så har hun stor erfaring med at deltage i konkurrencer. Sidste år blev hun ovenikøbet europamester i FireFit, da det blev afholdt i Tyskland”, fortæller Klaus Vibe Hebsgaard.