Ingen licitation i Vojens Kommune

Google Streetview
Falck-stationen i Vojens

De tidligere kommunale brandfolk får alligevel ikke mulighed for at byde på brandslukningen i Vojens Kommune, når kommunens kontrakt med Falck udløber i 2003. Det borgerlige flertal i byrådet er nemlig blevet enige med Falck om at forlænge kontrakten fem år yderligere.

Forlængelsen af kontrakten sker samtidig med at Falck køber brandstationen på Aage Grams Vej for 2,5 mio. kr. Det betyder, at Falck frem til 2007 skal klare brandslukningen i kommunen – bortset fra Sommersted-området, hvor Sommersted Frivillige Brandværn slukker brande, og Skovby-området, der er dækket af Hoptrup Frivillige Brandværn.

“Det giver både os og Falck en bedre sikkerhed fremover. Vi er sikre på, at vi har Falcks ambulance i Vojens fremover, og Falck kan bruge penge på at renovere brandstationen uden at frygte, at de mister brandslukningen i 2003, hvor opgaven ellers skulle have været i udbud”, siger borgmester Nis Mikkelsen (V) til Jydske Vestkysten. “Der er ikke andre, der kan tilbyde os en ambulance i Vojens, sådan som Falck gør. Vi forlænger aftalen for at sikre, at vi har det samme serviceniveau fremover”, siger Nis Mikkelsen og henviser til at Falcks stationering af en ambulance i Vojens har medført at responstiden er faldet med små to minutter.

Borgmesteren erkender dog at Vojens Kommune ikke kan holde på ambulancen, hvis amt eller Falck kommer på andre tanker: “Vi har ingen garanti for ambulancen. Men vi har en gentlemans agreement om, at ambulancen bliver i Vojens, så længe Falck har brandslukningen. Det er vores held, at vi bor i en by, hvor der er en ambulance, og vi skal ikke spille hasard med vores held”, sagde Nis Mikkelsen. Han afviser, at politikerne er blevet presset af Falck til at forlænge aftalen: “Falck spurgte, om vi var interesseret i at forlænge kontrakten med en ny fem-års periode, og det vælger vi at sige ja til”, siger Nis Mikkelsen.

For de tidligere kommunale brandfolk var meddelelsen en spand iskold vand i hovedet. Da Falck overtog brandslukningen i 1998 dannede de et frivilligt brandværn med det erklærede mål at byde på brandslukningen når Falck-kontrakten udløb. “Det undrer mig faktisk ikke, at kommunens borgerlige flertal er på vej til at forlænge aftalen med Falck. Det ligger meget godt i tråd med den behandling, man har givet os siden 1998. Nu er Vojens Kommune på vej til at komme helt i lommen på Falck, og det er farligt, fordi det kan være svært for kommunen at stille noget op, hvis man bliver utilfreds på et tidspunkt”, siger brandkaptajn Peter Caspersen til Jydske Vestkysten.

Medlemmerne af Vojens Brandværn skal nu mødes for at drøfte fremtiden.

Annonce