Indsatsleder taget i fartfælde – får bøde på 3.000 kr.

En indsatsleder fra Tørring Kommune blev fotograferet i politiets fartfælde, mens han troede, han var på udrykning. Det koster 3.000 kroner i bøde og pæn opførsel i tre år, hvis han ikke vil miste kørekortet. Episoden fandt sted i februar, hvor hans alarmmodtager gik i gang.

Indsatslederen befandt sig imidlertid i et område, hvor radioforbindelsen er dårlig, og han kunne ikke høre, hvad det drejede sig om. Indsatslederen valgte at starte horn og blink, sætte farten op og køre mod kommunens centrum, hvor de fleste alarmer normalt kommer fra. Men da han igen fik forbindelse via radioen, viste det sig, at der ikke var tale om et alarmopkald. Han slukkede for horn og blink, og tog farten af. Det var på det tidspunkt, at han blev fotograferet i politiets fartfælde mens han kørte 94 km/t på et sted, hvor man må køre 50.

Retten i Brædstrup har nu vurderet, at indsatslederen handlede korrekt, da han startede en udrykning på baggrund af et radioopkald, han ikke kunne høre. Men da han afviklede udrykningen, skulle han have trådt på bremsen, mente dommeren. Derfor gav dommeren politiet medhold, og indsatslederen fik en bøde på 3.000 kr. og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år.

Dommen er anket til Landsretten, men det forventes at der går mindst tre-fire måneder, før den kommer op i Vestre Landsret. Indsatslederen har allerede meddelt, at hvis han ikke får medhold i Landsretten stopper han som indsatsleder.

Annonce