Vestre Landsret har frikendt en indsatsleder fra Tørring-Uldum Kommune for overtrædelse af hastighedsbestemmelserne, og dermed omstødes en dom fra byretten i Brædstrup, hvor indsatslederen var blevet idømt en bøde på 3.000 kr. og en betinget frakendelse af kørekortet. Episoden fandt sted i februar, hvor indsatslederens alarmmodtager gik i gang. Han befandt sig imidlertid i et område, hvor radioforbindelsen var dårlig, og han kunne ikke høre, hvad det drejede sig om.
Indsatslederen valgte at starte horn og blink, sætte farten op og køre mod kommunens centrum, hvor de fleste alarmer normalt kommer fra. Men da han igen fik forbindelse via radioen, viste det sig, at der ikke var tale om et alarmopkald. Han slukkede for horn og blink, og tog farten af. Det var på det tidspunkt, at han blev fotograferet i politiets fartfælde mens han kørte 94 km/t på et sted, hvor man må køre 50.
Retten i Brædstrup vurderede, at indsatslederen handlede korrekt, da han startede en udrykning på baggrund af et radioopkald, han ikke kunne høre. Men da han afviklede udrykningen, skulle han have trådt på bremsen, mente dommeren i byretten. Indsatslederen ankede dommen, og Vestre Landsret i Viborg valgte altså at omstøde byrettens dom og frikende indsatslederen.