Indsatsleder dræbt under nedstyrtet mur

Den 59-årige beredskabsinspektør Knud Møller fra Horsens Brandvæsen omkom, da han under en gårdbrand i Østbirk den 19. januar blev ramt af en væltende mur. Branden brød ud omkring klokken halv seks, da der gik ild i laden på en gård på Ryvej. Bygningen rummede blandt andet landejendommens maskiner og et oplag af halm. På et tidspunkt styrtede tagkonstruktionen sammen, og kort efter væltede den ene mur ned over indsatslederen, Knud Møller. Hårdt kvæstet blev han kørt til Horsens Sygehus, men var død ved ankomsten.

Den tragiske dødsulykke skete, da man var ved at køre halm ud af den brændende bygning ved hjælp af en rendegraver. Halmen blev læsset ud over murkanten, og indsatslederen gik sammen med en holdleder hen til den brændende halm for at vurdere, hvordan man kunne slukke flammerne i den. Holdlederen har bagefter fortalt, at der lød et højt brag og kom en hel masse sten væltende ned. Lige pludseligt lå han på jorden og var klemt fast af sten, der lå på hans ene skulder og ene ben.

De i alt 12 brandfolk, der var sat ind på stedet, smed hvad de havde i hænderne og forsøgte at grave Knud Møller fri. Under arbejdet med at fjerne de mange sten blev de udsat for så meget røg, at de alle måtte omkring skadestuen til observation.

Efter ulykken blev alle brandfolkene på stedet skiftet ud med nyt mandskab, og efter at de havde været på skadestuen, var der en psykolog fra Falck, der natten igennem talte dels med dem, dels med kollegaer, som var kommet til stationen. Og ved 05-tiden om morgen sluttede psykologen så af med at køre ud til Knud Møllers kone og børn for at tale med dem om tabet af deres mand og far.

Arbejdstilsynets undersøgelser viser at det var rendegraverens stød mod kampestensmuren, som fik muren til at styrte ned. Undersøgelserne viser spor på kampestensmurens fundament efter rendegraverens grab. Man mener, at rendegraver-føreren under arbejdet med at skovle halmballer fra laden og ud over murens overkant har ramt muren. Det er formentlig sket, da chaufføren førte grabben frem for at fylde den. Disse stød har fået muren til at forskubbe sig i forhold til fundamentet. Og da overliggere og tagkonstruktionen, som var med til at holde muren, var brændt væk, var muren så usikker, at den styrtede ned.

Horsens Brandvæsen oplevede en lignende dødsulykke i januar 1996, da skorstenen på et stråtækt hus i Lund faldt ned over den 34-årige brandmand Flemming Nordman Jørgensen, som blev dræbt.

Annonce