Skolechef Bjarne Kjems fra Beredskabsstyrelsens Center for Lederuddannelse vil ikke blive fyret, oplyser Indenrigsministeriet. Beredskabsstyrelsens direktør, Frederik Schydt, havde ellers indstillet Bjarne Kjems til fyring efter at skolechefen i et indlæg havde rettet en voldsom kritik mod Beredskabsstyrelsens øverste ledelse.
Men nu har Indenrigsministeriet sammen med Ingeniørforeningen og Bjarne Kjems drøftet Bjarne Kjems’ indlæg, og Bjarne Kjems har tilkendegivet, at han med sit indlæg har haft til hensigt at ytre sig fagligt som privatperson, og at hans ytringer ikke er udtryk for Centret for Lederuddannelses officielle holdninger. Bjarne Kjems beklager i denne forbindelse, at han ved en fejltagelse har anført sin titel og sit arbejdssted i forbindelse med ytringerne.
Bjarne Kjems har samtidig givet udtryk for, at han som chef under Beredskabsstyrelsen loyalt vil arbejde for realisering af de til styrelsen lagte opgaver og mål.
Ministeriet har på denne baggrund vurderet, at Bjarne Kjems’ indlæg har karakter af en privat faglig ytring, omfattet af offentlig ansattes ytringsfrihed. Ministeriet har på denne baggrund besluttet, at der ikke foretages yderligere i sagen.
“Ministeriet forventer, at alle ledere og medarbejdere i Beredskabsstyrelsen loyalt medvirker til udmøntningen af det politiske forlig om beredskabet for perioden 1998-2002 og til tilvejebringelse af grundlaget for en ny politisk aftale om beredskabet”, hedder det i meddelelsen fra ministeriet.