Ikke tegn på økonomiske uregelmæssigheder i brandvæsen

Brandstationen i Kirke Hyllinge.

En revisorundersøgelse af Lejre Brandvæsen tyder ikke på, at der er hold i en række brandfolks beskyldninger om økonomiske uregelmæssigheder i brandvæsenet. Samlet har revisorerne således kun fundet bilag for 9.000 kr., som de anbefaler kommunen at undersøge nærmere. Undersøgelserne vil ende med at koste næsten en halv mio. kr.

Det var et bekymringsbrev fra brandfolkene på brandstationen i Kirke Hyllinge, som i sidste måned fik Lejre Kommune til at igangsætte to undersøgelser: Revisionsfirmaet BDO undersøger brandvæsenets økonomi, mens konsulenter fra KL foretager en personalejuridisk undersøgelse. De to undersøgelser sker på baggrund af påstand fra brandfolkene om fem forhold:

  • Honorering af medarbejdere med naturalier for udført arbejdsindsats.
  • Bortkomst af aktiver tilhørende Lejre Kommune.
  • Uretmæssig ansættelse af familiemedlemmer.
  • Uretmæssig brug af tjenestebiler.
  • Dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Ifølge Lejre Kommune er forhold vedrørende ansættelse af familiemedlemmer afsluttet ved, at kommunen har udstedt en instruks til beredskabschefen om den fremtidige ansættelsespraksis.

Ingen uhensigtsmæssig forvaltning af midler

Revisorundersøgelsen er nu afsluttet, og konklusionen fra BDO i et udkast til rapport er, at der ved gennemgangen af regnskabsmaterialet ikke er fundet forhold, der ”indikerer en uhensigtsmæssig forvaltning af midlerne i beredskabet”.

Revisorerne anbefaler dog kommunen at sikre, at indkøbte trailere, PC-udstyr, GPS-udstyr, mobiltelefoner og kameraer – der er anskaffet til brandvæsenets indtægtsdækkede virksomheder – rent faktisk er tilstede. Men revisorerne vurderer ikke, at der er i indkøbene er noget, som er usædvanligt i forhold til den daglige drift af brandvæsenet. Desuden noterer revisorerne, at der er indkøbt et stort antal pulverslukkere til kursusbrug, men at der ikke er sket nogen registrering af brug af materialer på de enkelte kurser – og at man alene kan basere sig på deltageroversigter udarbejdet af brandvæsenet selv.

Når det gælder reparationer og indkøb af reservedele, noterer revisorerne, at det som regel fremgår af fakturaen, hvilke køretøjer udgifterne vedrører.

Revisorerne peger på to indkøb, der synes ud over det sædvanlige: Et gavekort på 7.000 kr. til Snekken i Roskilde og betaling af en trafikbøde på 2.000 kr. ”Det anbefales, at disse udgifter underkastes nærmere kontrol”, skriver revisorerne i rapportudkastet.

Ønsker kontrol med brug af tjenestebiler

I forhold til brug af tjenestebiler noterer revisorerne, at der ikke i Lejre Kommune er udformet retningslinjer for kørsel i kommunens biler – og at der derfor heller ikke er kørebøger, der beskriver formålet med kørsel i brandvæsenets tjenestebiler.

”Det kan således ikke dokumenteres om al kørsel udelukkende er sket i tjenstligt øjemed”, skriver revisorerne, der påpeger, at det er kommunens ansvar at føre tilsyn med, om der sker privat – og dermed skattepligtig – kørsel i tjenestebiler. Revisorerne anbefaler derfor, at der fremover enten anvendes kørebøger eller sker GPS-registrering af kørsel med tilhørende stikprøvekontrol.

Personalejuridisk undersøgelse fortsætter

Den personalejuridiske undersøgelse er fortsat i gang. Her skal man blandt andet afdække ledelses- og kompetenceforhold mellem beredskabschefen, viceberedskabschefen, beredskabsinspektøren og stationslederen. Desuden skal det undersøges, om der er sket betaling med naturalier, og der skal ske en afdækning og vurdering af beredskabschefens habilitet i forhold til hans private firma. Endelig skal interviews med medarbejdere, herunder samtlige brandfolk på stationen i Kirke Hyllinge, afdække, om der er samarbejdsproblemer i Lejre Brandvæsen.

KL har oplyst, at den forventede pris for den personalejuridiske undersøgelse er 449.000 kr. excl. moms.

Resultatet af undersøgelserne skal afrapporteres til Lejre Kommunes økonomiudvalg den 19. august 2014.

Annonce