Hovedstadens Beredskab trækker sig fra lufthavnsberedskabet i Kastrup

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

En strid mellem Tårnby Kommune og Hovedstadens Beredskab fører nu til, at Hovedstadens Beredskab ikke længere vil være en del af beredskabet i tilfælde af flystyrt ved lufthavnen i Kastrup eller ulykker på Øresundsforbindelsen. Baggrunden er Tårnby Kommunes beslutning om ikke at indgå i Hovedstadens Beredskab. Den har nemlig ført til, at Hovedstadens Beredskab vil opkræve op til 12 mio. kr. for lufthavns- og broberedskabet. Hovedstadens Beredskab mener, at Tårnbys beslutning om at gå solo er i strid med beredskabsloven.

Tårnby Kommune har i et brev meddelt Hovedstadens Beredskab, at man ikke ønsker at indgå en aftale med beredskabet om assistance i forbindelse med de særlige alarmeringsplaner, der iværksættes ved ulykker i lufthavnen i Kastrup og på Øresundsforbindelsen.

Gennem en årrække har de store beredskabsressourcer, som det tidligere Københavns Brandvæsen – som nu indgår i Hovedstadens Beredskab – rådede over, ellers været en fast del af især lufthavnsberedskabet. Det københavnske beredskab indgår således i den alarmeringsplan, der aktiveres ved en flyulykke. Dermed afsendes der blandt andet en udrykning ved visse typer standby-landinger, og ifølge Hovedstadens Beredskab har der i 2014 og 2015 været tre assistancer til Tårnby Kommune, hvor man stillede med henholdsvis 12 og otte køretøjer.

Samtidig har der også på andre områder været et tæt samarbejde mellem Tårnby Kommune og Københavns Brandvæsen. Blandt andet har Københavns Brandvæsen dækket 2. udrykningen ved personalefester i Tårnby Brandvæsen, ligesom Københavns Brandvæsen tidligere har givet tilsagn om at stille med en redningsstige i Tårnby Kommune, når det var påkrævet, i en periode på 2 ½ måned, hvor Tårnby Brandvæsen måtte undvære sin redningslift på grund af service.

Vil ikke subsidiere andre kommuner

Men sidste år besluttede Tårnby Kommune, at man ikke – som ellers planlagt – ville indgå i det nye Hovedstadens Beredskab. I stedet valgte Tårnby Kommune at stå alene og videreføre sit eget beredskab. Men Hovedstadens Beredskab har efter etableringen besluttet, at beredskabet ikke vil subsidiere andre kommuner ved at stille gratis ydelser til rådighed for dem. Så Hovedstadens Beredskab har fået revisionsfirmaet PwC til at lave en beregning af, hvad Tårnby Kommune skal betale for at Hovedstadens Beredskab assisterer kommunen. Og her er striden så startet.

Ifølge et notat fra PwC skal Tårnby Kommune fremover betale et sted mellem 3,85 og 11,5 mio. kr. om året til Hovedstadens Beredskab. Hertil kommer et beløb på 1,65 mio. kr. for de københavnske brandfolks særlige uddannelse i aftalens første år samt derefter 0,8 mio. kr. om året. Det er i hvert fald Tårnby Kommunes udlægning, og det har fået kommunen til at sige stop: Kommunen vil ikke indgå en aftale på det grundlag.

”Som følge af dette har Hovedstadens Beredskab meddelt, at man fremover ikke har mulighed for at deltage i de eksisterende planer gældende i Tårnby Kommune. Dette omhandler planen om det fælles beredskab for alarmering i forbindelse med Københavns Lufthavn samt planen for den faste forbindelse over Øresund. Tårnby Kommune finder det beklageligt, at Hovedstadens Beredskab har meddelt, at de agter at træde ud af samarbejdet, som også omfatter Københavns Politi, Region Hovedstaden, Københavns Lufthavn m.fl., men har taget dette til efterretning”, skriver borgmester Henrik Zimino og kommunaldirektør Klavs Gross fra Tårnby Kommune i brevet til Hovedstadens Beredskab.

Hovedstadens Beredskab: Beslutning er er formentlig ulovlig

Fra Hovedstadens Beredskab lyder meldingen også, at man tager Tårnby Kommunes beslutning til efterretning. Men beredskabet tvivler på, at beslutningen er i overensstemmelse med beredskabsloven.

”Hovedstadens Beredskab skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at der uden en sådan aftale kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt Tårnby Brandvæsen og dermed Tårnby Kommune opfylder beredskabslovens § 12, stk. 1, hvorefter det kommunale redningsberedskab skal kunne yde en forsvarlig indsats mod skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger”, skriver beredskabet i en intern orientering, hvor man fortsætter:

”Hovedstadens Beredskab vil på denne baggrund orientere de øvrige berørte parter i planerne (politiet, regionen og lufthavnen) om Tårnby Kommunes beslutning. Hovedstadens Beredskab vil endvidere orientere Beredskabsstyrelsen herom, idet beslutningen vil betyde ændringer i den risikobaserede dimensionering i Tårnby Kommune”.

Rykker stadig ud

Striden mellem Tårnby Kommune og Hovedstadens Beredskab betyder ikke, at de københavnske beredskabsressourcer ikke længere kan tilkaldes, hvis der f.eks. sker et flystyrt i Tårnby Kommune.

Men Hovedstadens Beredskab kan ikke længere indgå i alarmeringsplanerne, og dermed kan assistancen først tilkaldes, når den lokale indsatsleder konkret vurderer, at der er behov. Det vil medføre, at assistancen fra hovedstaden ankommer væsentligt senere end hidtil. Tårnby Kommune vil endvidere skulle betale for hver enkelt assistance fra hovedstaden.

Annonce