I længere tid har redderelever haft mulighed for at blive uddannet hos Hovedstadens Beredskab, men nu kan også mekanikerlærlinge, lastvognsmekanikerlærling, pladesmedelærlinge og elever inden for kontorfaget med speciale i administration komme i praktik hos det fælleskommunale beredskab.
Hovedstadens Beredskab er en sammenlægning af beredskaberne i Albertslund, Brøndby, Dragør, Frederiksberg, Glostrup, Hvidovre, Rødovre og Københavns kommuner. Og Hovedstadens Beredskab er nu — efter etableringen af det fælleskommunale beredskab i 2016 – blevet godkendt som praktiksted.
Hovedstadens Beredskab har i forvejen redderelever, men nu er beredskabet altså også godkendt som praktiksted til at modtage mekanikerlærlinge, lastvognsmekanikerlærling og pladesmedslærlinge til beredskabets tekniske område samt elever inden for kontorfaget med speciale i administration.
Dermed kan Hovedstadens Beredskab stille sig derfor til rådighed som praktiksted for de otte ejerkommuner, der nu kan benytte Hovedstadens Beredskab som praktiksted for deres elever og lærlinges.
”I ejerkommunerne glæder vi os meget over, at Hovedstadens Beredskab er blevet godkendt til at kunne modtage både lærlinge og elever. Det ligger os meget på sinde, at vi sammen kan være med til at løfte vores samfundsansvar, ikke kun ved at sikre borgerne med vores beredskab, men i lige så høj grad vores ansvar i forhold til at få unge mennesker i gang på arbejdsmarkedet og sikre, at de får så meget som muligt ud af deres praktiktid”, siger Helle Adelborg, der er bestyrelsesformand for Hovedstadens Beredskab og borgmester i Hvidovre.