Holdledere bliver tekniske ledere

18 holdledere, der er ansat ved brandstationerne i Ikast-Brande Kommune, har gennemført en uddannelse for holdledere som teknisk leder. Det sker samtidig med en omlægning af kommunens indsatsledervagt. De 18 holdledere er ansat på brandstationerne i Brande, Engesvang, Ikast og Nørre Snede.

Erfaringsmæssigt er ca. 1/3 af udrykningerne i Ikast-Brande Kommune til hændelser, der klares med en reduceret udrykning, og det er i første omgang de reducerede udrykninger, som holdlederne skal klare på egen hånd.

Uddannelsen, der er på 36 timer, er foregået på Falcks uddannelsescenter i Randers. Uddannelsen er tilrettelagt af Falck og Ikast-Brande Kommune, men svarer i alt væsentligt til den uddannelse, som Beredskabsstyrelsen gennemfører i Tinglev.

Indsatsledervagten omorganiseres

Indsatsledervagten i Ikast-Brande kommune har siden 2007 været organiseret med en vagtordning med tre mand, der varetager funktionen som indsatsleder i kommunens nordlige del, og en indsatsledervagt med tre mand, der kører i kommunens sydlige del. Tre af indsatslederne har imidlertid efter eget ønske valgt at fratræde ved årsskiftet, og det gav Ikast-Brande Kommune anledning til at overveje, om der skulle ansættes og uddannes nye indsatsledere –  eller om indsatsledervagten skulle omorganiseres.

Beslutningen blev, at der fremover skal være én indsatsledervagt, der skal køre i hele kommunen, men samtidig kunne det forudses, at holdlederen i en del tilfælde ville stå som første mand på skadestedet. I en lang række af situationer kan holdlederen udmærket klare både førsteindsatsen og den endelige indsats. For at sikre, at holdlederen også er på sikker grund, når han står med større opgaver, så har der i uddannelsen været taget højde for, at holdlederen kan stå alene med førsteindsatsen i op til 30 minutter.

Afventer Brand & Redning MidtVest

Den nye vagtordning for indsatsledere og holdledere træder i kraft ved årsskiftet.

Målsætningen for indsatsledervagten var oprindeligt, at fire indsatsledere på skift skulle indgå i vagten, men på grund af arbejdet med sammenlægning af beredskaberne i Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner til Brand & Redning MidtVest, er beslutningen om genbesættelsen af den ledige stilling udsat, indtil en endelige beredskabsstruktur i Vestjylland er faldet helt på plads.

Annonce