Holbæk skal atter have en fuldtidsberedskabschef

Falcks brandstation i Holbæk

Mens mange kommuner i disse år vælger at nedlægge den selvstændige stilling som beredskabschef og i stedet lader f.eks. kommunens tekniske direktør være administrativ beredskabschef, så går Holbæk Kommune nu den modsatte vej og vil oprette en ny fuldtidsstilling som beredskabschef.

Holbæk Kommune var en af de første kommuner, der nedlagde stillingen som beredskabschef for i stedet at lade den tekniske direktør være formel beredskabschef. Den struktur blev videreført ved kommunesammenlægningen, og da den hidtidige viceberedskabschef fratrådte i 2009, valgte kommunen også at lade Falck stå for alle indsatsledervagter.

Nu vil kommunen imidlertid atter have en fuldtidsansat beredskabschef med en beredskabsfaglig baggrund.

Årsagen er, at beredskabets opgaver ifølge kommunen blive mere og komplekse og arbejdskrævende, ligesom en række arbejdsopgaver kun kan udføres af en beredskabschef, som har en beredskabsmæssig baggrund. Samtidig konstaterer kommunen, at der i dag er en række opgaver, som simpelthen ikke løses i fuldt omfang, f.eks. løbende samarbejde med Beredskabsstyrelsen, nabobrandvæsener, region og politi, der har givet udtryk for, at de savner et mere aktivt samarbejde med Holbæk Kommune. Men også i forbindelse med den daglige sagsbehandling i forbindelse med brandsyn, brandteknisk byggesagsbehandling og andet myndighedsarbejde er der behov for daglig sparring og faglig dialog med en beredskabschef.

En beredskabschef vil koste ca. 700.000 kr. om året, og en endelig beslutning om ansættelse ventes taget i forbindelse med Holbæk Kommunes udbud af brandslukningen, som formentlig skal gennemføres i 1. halvår af 2013. Her vil kommunen nemlig se nærmere på, hvordan hele beredskabsområdet skal organiseres.

Annonce