Her er de 145 brandøvelsespladser, der skal undersøges for giftigt stof

Arkivfoto

Stoffet PFOS er kommet i søgelyset, efter at der er gjort store fund i køer, som har græsset tæt på brandskolen i Korsør. De fem regioner har derfor nu i samarbejde med kommunerne indsamlet oplysninger om, hvor der ellers har været eller er brandøvelsespladser i Danmark. Samlet set er der fundet 145 lokaliteter i landet, som skal undersøges nærmere.

Danske Regioner er klar med et overblik over brandøvelsespladser i Danmark. Her kan man se, om pladserne ligger i en risikozone i forhold til boliger, grundvand eller overfladevand, men ikke hvorvidt de er forurenede. Det skal undersøges nu.

”Det er rigtig godt, at vi nu har et overblik over brandøvelsespladser, så vi alle kan sætte turbo på arbejdet med at komme eventuelle forureninger til livs”, siger Heino Knudsen, der er formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer.

Hver lokalitet skal vurderes

Af overblikket kan man også se, at der mange steder allerede er sat aktiviteter i gang på lokaliteterne. På dem, hvor der ikke er sat aktiviteter i gang, skal kommunen nu for hver lokalitet tage stilling til, om der kan gives et påbud til forureneren. Altså om forureneren stadig findes og selv skal undersøge og rense op efter en eventuel forurening.

I de tilfælde, hvor der ikke kan gives påbud til forureneren, vil regionerne ”overtage sagerne” og prioritere indsatsen på lokaliteterne.

For at fremme processen har flere regioner dog allerede igangsat udarbejdelsen af såkaldte historiske redegørelser for brandøvelsespladserne. Det vil sige, at man ved hjælp af arkivmateriale, interview og andet undersøger, hvordan, hvornår og hvor ofte der har været anvendt PFOS-holdigt brandskum på lokaliteten. På den måde kan man vurdere, om der skal laves jordprøver og andre undersøgelser på lokaliteten.

”Vi er nødt til at undersøge pladserne meget grundigt, før vi kan sige, om de er forurenede, og om det i så fald har en indflydelse på menneskers sundhed eller drikkevand. Jeg forstår godt, hvis nogen synes, at det burde gå hurtigere – men det er et ressourcekrævende arbejde, og det er vigtigt, at vi først prioriterer de steder, hvor risikoen er størst. Jeg kan garantere, at alle myndigheder arbejder så hurtigt som muligt”, siger Heino Knudsen.

Se oversigten her (Excel-regneark med en fane for hver region)

Annonce