Helsingør henter ny beredskabschef i nabokommunen

Jesper Ingeman-Petersen

Det bliver lederen af beredskabet i Gribskov Kommune, Jesper Ingeman-Petersen, der pr. 1. maj 2023 tiltræder som ny beredskabschef i Helsingør Kommunes Beredskab. Han afløser den nuværende beredskabschef, Søren Lundhild, der med udgangen af marts forlader stillingen efter syv år – og i alt 42 år i det danske beredskab.

Med valget af Jesper Ingeman-Petersen får Helsingør Kommunes Beredskab en leder med 24 år erfaring som leder inden for beredskabsverdenen. Siden 2020 har han været leder for beredskabet i Gribskov, og før det har han haft adskillige lederjobs i Falck, hvor han oprindeligt er uddannet som Falck-redder.

Formanden for beredskabskommissionen, borgmester Benedikte Kiær, glæder sig over, at det bliver Jesper Ingemann-Petersen, der fører stafetten videre efter Søren Lundhild:

”I Helsingør Kommune er vi meget stolte over vores beredskab, som er anerkendt for sine høje faglighed, et godt arbejdsmiljø og for at være yderst velfungerende. Med Jesper Ingemann-Petersen får vi en ny beredskabschef, der med sin store erfaring kan være med til at drive vores beredskab godt videre og samtidig sætte nye skibe i søen, som kan udvikle vores beredskab ind i en ny tid. Jeg og den øvrige beredskabskommission ser frem til et godt og tæt samarbejde med Jesper”, siger borgmester Benedikte Kiær.

Jesper Ingeman-Petersen ser også frem til at tiltræde som beredskabschef:

”Jeg glæder mig, til at fortsætte med at udvikle Helsingør Kommunes Beredskab, med de fire brandstationer og brandskolen. Det kan og vil jeg ikke gøre alene, men sammen med alle de dygtige og engagerede medarbejdere i beredskabet. Jeg glæder mig til at starte den 1. maj og blive bedre kendt med og i Helsingør Kommune”, siger Jesper Ingeman-Petersen.

Jesper Ingeman-Petersen er valgt blandt ca. 20 ansøgere. Han tiltræder i den nye stilling den 1. maj 2023.

Annonce