Hård kritik fra kommune i sag om brandslukning

I sidste måned besluttede Lolland Kommune at overdrage brandslukningen i Nakskov til Falck. Både forud for og efter beslutningen har der været en omfattende debat i de lokale medier, men også mellem kommunen og den lokale avis er bølgerne gået højt. En artikel i avisen fik Lolland Kommune til at beskylde avisen for at overskride alle grænser for anstændighed og god presseskik, ligesom man karakteriserede påstande i avisen som uhyrlige. Nu har avisen så dementeret oplysningerne og beklaget.

Striden mellem Lolland Kommune og Dagbladet Lolland-Falsters Folketidende handlede om en forsideartikel med overskriften “Kaotisk dødsdom over brandvæsen”. Ifølge kommunen var var artiklen en ensidig omtale af Lolland Byråds beslutning om brandslukningen på Lolland, ligesom artiklen ifølge kommunen rummede en forkert og ærekrænkende påstand. “Såfremt Lolland-Falsters Folketidende ikke enten dokumenterer – eller dementerer – de alvorlige påstande, agter kommunen at indbringe sagen for Pressenævnet”, lød meldingen fra kommunen.

Forsideartiklen satte ifølge kommunen spørgsmålstegn ved, om beslutningen om at overlade brandslukningen i Lolland Kommune til Falck var truffet på et sagligt og korrekt grundlag. I artiklen nævntes blandt andet, at de to tilbud fra henholdsvis Falck og Lolland Brandvæsen i Nakskov opererede med forskellige minimumsbemandinger. “Påstanden er forkert. Forholdet er undersøgt og kontrolleret. Der er ingen tvivl om, at begge tilbud er fuldstændig i overensstemmelse med udbudsgrundlaget”, lød kommentaren fra kommunen.

Det er imidlertid en anden sætning i avisens artikel, som for alvor har givet vrede reaktioner fra politikere og embedsmænd i kommunen. I artiklen står der således, at “så vidt det er oplyst over for Folketidende, har Falck undervejs haft mulighed for at justere sit pristilbud”. “Den uhyrlige påstand er forkert. Hvem, der har oplyst sådan til Folketidende, fremgår ikke – og oplysningen er ikke forsøgt efterprøvet, hverken hos borgmester Stig Vestergaard eller i kommunens direktion. Uden kildeangivelse eller den mindste form for dokumentation gør Folketidende i henhold til medieansvarsloven sig selv til afsender af en alvorlig, ærekrænkende og ansvarspådragende anklage, som hverken Lolland Kommune eller Falck, som tilbudsgiver, kan være tjent med”, lød kommentaren fra kommunen.

Ifølge Lolland Kommune er kommunens udbud af brandslukningen i Nakskov er foregået helt efter bogen. Begge tilbud blev afleveret inden tidsfristens udløb 31. juli 2007. Beredskabskommissionen behandlede tilbudsmaterialet på et møde 13. august 2007. Alle regler om håndtering af offentligt udbud er overholdt til punkt og prikke, herunder at sagen af hensyn til udbudsgiverne skal behandles på lukket dagsorden, oplyser kommunen.

“Lolland Kommune forlanger derfor, at Folketidende dokumenterer og konkretiserer påstanden – herunder hvornår i nævnte periode Falck rent faktisk har justeret sit pristilbud over for kommunen. Såfremt Folketidende ikke kan fremlægge denne dokumentation, må Lolland Kommune forlange, at påstanden tilbagekaldes og dementeres på samme fremtrædende placering på forsiden af Folketidende”, lød den afsluttende salut fra kommunen.

Nu har avisen så på sin forside bragt et dementi: “Rettelse: Folketidende omtalte 31. august Lolland Kommunes beslutning om, at det fremover er Falck, der skal stå for brandslukningen i Lolland Kommune. På forsiden skrev vi, at ”så vidt det er oplyst for Folketidende, har Falck undervejs haft mulighed for at justere sit pristilbud”. Dette er ikke korrekt og Folketidende beklager, at vi uretmæssigt har beskyldt både Falck og Lolland Kommune for at have handlet i strid med reglerne om offentligt udbud. Artiklen indeholdt samtidigt en kritik af Lolland Kommunes håndtering af udbudssagen. Den rejste kritik blev ikke i samme artikel forelagt for hverken borgmester Stig Vestergaard eller direktør Bjarne Hansen. Det er ikke i overensstemmelse med Folketidendes presseetiske retningslinjer. Vi har en udvidet pligt til at sørge for, at den kritiserede part kommer til orde i umiddelbar sammenhæng med den rejste kritik. Folketidende beklager og undskylder. Søren Knudsen, chefredaktør”.

Annonce