Hård kritik af langsomme Falck-udrykninger

Falcks brandkøretøjer rykker for langsomt ud i Holbæk Kommune, og i mange tilfælde rykkes der heller ikke ud med det nødvendige antal brandfolk. Sådan lyder kritikken fra kommunen, hvor politikerne betegner situationen som ”rystende” og ”kedelig”. Efter næsten 100 fejl i udrykninger i år, vil kommunen have Falck til at løse problemerne, inden kontrakten kan forlænges.

En statistik for perioden fra 1. januar til 12. september 2014 viser, at Falcks brandkøretøjer i Holbæk Kommune er rykket for sent ud i 59 tilfælde. Den længste forsinkelse for et køretøj var på 28 minutter. Desuden har der været 25 udrykninger, hvor brandkøretøjerne ikke havde den rette bemanding, samt otte andre afvigelser.

Over for Dagbladet kritiserer flere medlemmer af beredskabskommissionen de mange fejl. Leif Juhl fra Enhedslisten betegner statistikken som ”rystende”, mens socialdemokraten Ole Brockdorff kalder afvigelserne ”kedelige”. Beredskabskommissionen har besluttet, at Falck skal have udbedret problemerne med udrykningerne, inden kommunen vil forlænge den nuværende kontrakt, som udløber ved årsskiftet – og som i lyset af strukturreformen stod til at blive forlænget med et enkelt år.

Borgmester Søren Kjærsgaard (V) understreger, at Holbæk Kommune er meget utilfreds. Men han erkender, at kommunen alligevel kan blive tvunget til at forlænge Falck-kontrakten:

”Vi har selvfølgelig den mulighed, at vi kan opsige aftalen eller lade den udløbe her til årsskiftet. Så er udfordringen bare, at vi skal finde et andet beredskab, der kan dække os ind i 2015, og det kan være svært at se, at det kan være andre end Falck. Og dermed kan du sige, at vi er i en lidt fastlåst situation”, siger borgmesteren til Dagbladet.

Borgmesteren har nu indkaldt Falcks direktør til et møde.

Annonce