Det ligner en omgåelse. Sådan lyder vurderingen fra formanden for statsrevisorerne, efter at Rigsrevisionen har kritiseret, at Beredskabsforbundet i 2014 hyrede forbundets daværende præsident, Tom Behnke, til at udføre konsulentarbejde for 50.000 kr. Præsidenten er ellers ulønnet, og hverken en kontrakt eller fakturaer viser, hvilke ydelser, som Tom Behnke leverede.
Det er Jyllands-Posten, som kan fortælle, at Rigsrevisionen retter kritik mod Beredskabsforbundet for at have hyret Tom Behnke som konsulent i november og december 2014. Tom Behnke var på det tidspunkt præsident for Beredskabsforbundet, og beslutningen om, at han skulle udføre konsulentopgaver, blev truffet af forbundets præsidium – hvor Tom Behnke selv sidder for bordenden.
Ifølge Rigsrevisionen var det i strid med principperne for god selskabsledelse, at Beredskabsforbundets øverste chef samtidig blev ansat i forbundet, for dermed var der ikke en adskillelse af funktionerne – og dermed heller ikke nogen til at kontrollere, om alt foregik efter reglerne. Der blev heller ikke udarbejdet en kontrakt, der viste, hvilke opgaver Tom Behnke skulle udføre, og opgavernes karakter fremgik heller ikke af hans fakturaer til forbundet. Rigsrevisionen konkluderer, at manglerne er betydningsfulde.
Rigsrevisionen kritiserer imidlertid også, at det ikke var klart, hvordan Tom Behnkes betalte konsulentopgaver adskilte sig fra de opgaver, han skulle udføre som ulønnet politisk leder af Beredskabsforbundet. ”Det ser ud, som om at man omgår beslutningen om, at der ikke skal være honorar til præsidenten”, siger formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen, til Jyllands-Posten.
Sekretariatschef beklager
Beredskabsforbundets sekretariatschef, Solveig Andersen, fortæller, at konsulentopgaverne bl.a. bestod i at tilpasse Beredskabsforbundets struktur til fremtidens redningsberedskab og styrke forbundets relationer med samarbejdspartnere. Samtidig beklager hun forløbet:
”Det er mig, der som chef har bøffet lidt i det. Vi havde knokkeltravlt og fik aldrig lavet en kontrakt. Det fortryder jeg dybt og inderligt i dag. Jeg tager til efterretning, at jeg har handlet forkert, og så må jeg jo lade være med at gøre det en anden gang”, siger Solveig Andersen til Jyllands-Posten.