Fyrværkeribranden: Hæder til brand- og politifolk

Foto: Rigspolitiet

Tre brandfolk og to politifolk bliver belønnet af Carnegiefonden for udvist heltemod i forbindelse med fyrværkeribranden i Kolding. De fem koldingensere får 10.000 kroner for deres indsats ved branden, hvor de med fare for deres eget liv forsøgte at genoplive brandmanden Max Jørgensen, der blev ramt af trykbølgen fra den første større eksplosion.

De to deltidsbrandfolk Jesper Meyer, 30 år, og Sanne Høj, 22 år, samt redderelev Christian Seilman, 27 år, og politiassistenterne Anne Marie Ryttergaard Jakobsen og Dorthe Johanne Andersen har modtaget belønningen fra Carnegie Belønningsfond For Heltemod.

De to brandfolk ankom til branden på en ekstra tankvogn fra Falck i Kolding til støtte for slukningsarbejdet, da det havde stået på i mere end en time. Deres opgave var at levere vandforsyning til 3. slukningstogs køling af et lager af gasflasker i nærheden af en brændende container. Da containeren eksploderede og ødelagde tankvognen samt 3. slukningstogs autosprøjte, blev mandskabet kastet væk af trykket fra eksplosionen. Jesper Meyer og Sanne Høj stod med ryggen til eksplosionen, og blev ramt af flere fragmenter, som ødelagde deres indsatsbeklædning. De vendte dog tilbage til området for at hjælpe evt. tilskadekomne brandfolk.

De konstaterede, at en frivillig brandmand fra Kolding Kommune lå livløs tilbage, hvorfor de straks kom ham til hjælp. Området var på dette tidspunkt et inferno af raketter og andet fyrværkeri, der fløj gennem luften. Med hjælp fra redderelev Christian Seilman iværksatte de genoplivning af den tilskadekomne. En ny eksplosion indtraf, og de tre blev kastet væk fra den tilskadekomne, og området blev fyldt med ild og kraftig røg. Bygningen, hvor de befandt sig, begyndte at brænde, hvorfor de måtte trække sig tilbage fra området.

De to politiassistenter deltog i evakueringen af beboerne. Da politiets ledelse efter evakueringen besluttede at politiet skulle forlade området og søge dækning, opdagede de to, at civile var på vej ind i det lukkede område. De to politiassistenter valgte at køre ind i det evakuerede område igen for at få civilpersonerne til at forlade området. De mødte mindst otte-ni personer, som blev bedt om at forlade stedet. Politiassistenterne endte i det værst ramte område, og nåede lige at få personerne væk, før de store eksplosioner indtraf. Ved eksplosionerne måtte politiassistenterne springe i dækning bag et hus.

Annonce