Der er atter risiko for, at indførelsen af en ny dimensioneringsplan vil koste et større antal københavnske brandfolk jobbet. Brandvæsenet og arbejdspladsklubben KbaK havde ellers indgået en rammeaftale, hvor fyringer så ud til at kunne undgås ved at lade brandfolkene overtage rengøringen på brandstationerne og andre serviceopgaver, men uenighed om omfanget af de nye opgaver har nu fået brandvæsenet til at opsige rammeaftalen.
Den nye dimensioneringsplan for Københavns Brandvæsen indebærer, at der nedlægges i alt ni døgnpladser. Brandstationerne Dæmningen og Østerbro har hver mistet to døgnpladser, mens sammenlægningen af pioner- og røgdykkertjenesterne til en ny specialtjeneste har reduceret antallet af døgnpladser fra 15 til 10. De ni døgnpladser svarer til ca. 45 brandfolk, og der var udsigt til, at 22 mand måtte fyres.
Tidligere på året indgik Københavns Brandvæsen og arbejdspladsklubben for de FOA-organiserede brandfolk, KbaK, imidlertid en rammeaftale, hvor de københavnske brandfolk påtog sig en række nye opgaver, som kunne give besparelser for brandvæsenet, blandt andet rengøring på brandstationerne, udrykning til tyverialarmer og oprettelse af et servicekorps. Rammeaftalen blev ved en urafstemning blandt KbaK’s medlemmer godkendt med et snævert flertal, og samlet så det ud til, at aftalen kunne redde de 22 jobs, som var i farezonen.
Efterfølgende har der været forhandlinger mellem brandvæsenet og KbaK om de øvrige opgaver, som brandfolkene skulle påtage sig, og det er disse forhandlinger, som nu er brudt sammen. Det er sket efter at brandfolkene har afvist at fungere som chauffører for hjemmeplejen om natten og desuden har afvist at give brandvæsenet mulighed for at sætte brandfolk til at køre liggende sygetransporter. Det har så fået brandvæsenets ledelse til at opsige rammeaftalen.
Den anden faglige organisation for de københavnske brandfolk, Brandfolkenes Organisation, har fra starten været indædt modstander af rammeaftalen, og en urafstemning blandt organisationens medlemmer resulterede da også i, at 85 % sagde nej til, at brandfolkene skulle overtage rengøringsopgaven på brandstationerne. ”Vores medlemmer er uddannet til at redde mennesker, dyr og værdier. Det er dét, vi får løn for, og derfor mener vi ikke, vi skal sige ja til opgaver, som intet har med det at gøre, som vi får vores løn for. Vi ser her et resultat af, at brandvæsenet åbenbart har sat flere projekter i gang, end økonomien kan bære, og det skal de ansatte nu betale for”, siger formanden for Brandfolkenes Organisation, Jesper Bronée.
Med bortfaldet af rammeaftalen er det op til Københavns Brandvæsens ledelse at beslutte, hvordan problemet med de ca. 22 overtallige brandfolk skal håndteres.