Fyring af beredskabsinspektør var uberettiget

Google Streetview
Falck-stationen i Bjerringbro

Der var ikke tale om illoyal optræden, da en ingeniør i Bjerringbro Kommune, der også fungerede som beredskabsinspektør, forrige år i samarbejde med en gruppe lokale deltidsbrandfolk undersøgte alternativer til Falcks brandslukning, og dermed var kommunens efterfølgende afskedigelse af ingeniøren uberettiget.

Det har Afskedigelsesnævnet slået fast i en kendelse, som ikke kan ankes.

Sagen startede i slutningen af 2000, hvor en gruppe brandfolk begyndte at arbejde med planer om at oprette deres eget, private brandvæsen, som skulle konkurrere med Falck. Ingeniøren bistod brandfolkene i deres undersøgelser, men Bjerringbro Kommune opfattede det som misbrug af stillingen, at en kommunal embedsmand af egen drift og i arbejdstiden foretog beregninger og undersøgelse for et privat selskab, og derfor valgte kommunen at afskedige ingeniøren fra hans stilling i Bjerringbro Kommunes tekniske forvaltning.

Samtidig ønskede kommunen at ingeniøren blev afskediget fra stillingen som beredskabsinspektør, men Bjerringbro har fælles brandslukning med nabokommunen Hvorslev, og sagen skulle derfor behandles i den fælles beredskabskommission. Her var der imidlertid ikke flertal for en afskedigelse.

Ingeniøren og hans fagforening, Ingeniørforeningen, mente at afskedigelsen fra Bjerringbro Kommune var uberettiget, og sagen blev derfor sendt i Afskedigelsesnævnet. Den 18. november blev der så afsagt dom, og i dommen skelnes der mellem de to ansættelsesforhold – som ingeniør og som beredskabsinspektør – og Bjerringbro Kommune bliver kritiseret for at have sammenblandet ansættelsesforholdene.

Det slås fast at der ikke var grundlag for at fyre ingeniøren fra hans stilling i Bjerringbro Kommunes tekniske forvaltning, hvor han ikke direkte havde med brandvæsenet at gøre, og hvor han derfor ikke optrådte illoyalt ved at undersøge muligheden for en alternativ brandslukningsløsning. Tværtimod betegnede dommeren undersøgelserne som et godt initiativ. Der blev endvidere lagt vægt på at ingeniøren gennem 21 års ansættelse i kommunen ikke havde fået nogen form for advarsler eller irettesættelser, ligesom både kommunens tekniske chef og den fælleskommunale beredskabschef var klar over, at ingeniøren arbejdede med et forslag til alternativ brandslukning.

I dommen bliver det gjort klart, at en afskedigelse for illoyal optræden i givet fald kun skulle have vedrørt stillingen som beredskabsinspektør, og dermed have fundet sted i den fælleskommunale beredskabskommission. Her var der som nævnt ikke flertal for en afskedigelse.

Den fyrede ingeniør fik i forbindelse med sin afskedigelse ni måneders løn, men Bjerringbro Kommune blev af Afskedigelsesnævnet dømt til at betale yderligere 100.000 kr. for den uberettigede afskedigelse.

Annonce