Fyret beredskabsdirektør fratræder i februar 2020

Arkivfoto

I august blev Vestsjællands Brandvæsens beredskabsdirektør, Helle Søeberg, fritaget for tjeneste. Nu har brandvæsenet formelt besluttet, at hun skal afskediges, men det sker først med virkning fra 29. februar 2020. Indtil videre er operativ chef Lars Karlsen konstitueret i stillingen som beredskabsdirektør, og først når det er afklaret, om Vestsjællands Brandvæsen kan fortsætte, tages der stilling til genbesættelse af direktørstillingen.

Vestsjællands Brandvæsen traf i august beslutning om at fritage beredskabsdirektør Helle Søeberg for tjeneste. Det skete i al diskretion og uden nogen officiel udmelding fra formanden for beredskabskommissionen, Lejre-borgmester Carsten Rasmussen. Ifølge brandvæsenets hjemmeside er Helle Søeberg da også stadig beredskabsdirektør.

Selvom bestyrelsesformanden ikke officielt har meddelt, at hans beredskabsdirektør er afskediget, så fremgår det af materiale fra Vestsjællands Brandvæsen, at brandvæsenet den 28. august 2019 afskedigede Helle Søeberg. Det er dog sket således, at hun først fratræder den 29. februar 2020.

Vestsjællands Brandvæsens operative chef, Lars Karlsen, er konstitueret i stillingen som beredskabsdirektør. Der er tale om en midlertidig konstituering, som bortfalder, når der er ansat en ny beredskabsdirektør.

Det fremtidige indhold af stillingen og tilrettelæggelsen af rekrutteringsforløbet for en ny beredskabsdirektør vil først blive besluttet i december 2019, når det er afklaret, om Vestsjællands Brandvæsen kan fortsætte i den nuværende form. Lejre Kommune analyserer således i øjeblikket, om det vil være mere fordelagtigt at genetablere et selvstændigt beredskab, mens Sorø Kommune blandt andet overvejer et samarbejde med Slagelse Kommune, der forlod Vestsjællands Brandvæsen umiddelbart inden etableringen.

Annonce