Budgetanalysen: Fuldtidsbrandfolk skal erstattes af deltidsbrandfolk

Der skal være langt færre fuldtidsbrandfolk på vagt om natten, og i stedet skal brandvæsenerne gøre brug af deltidsbrandfolk. Det foreslår Deloitte i budgetanalysen, hvor det også overvejes helt at afskaffe fuldtidsbrandfolk om natten på alle brandstationer med undtagelse af syv stationer i København og Aarhus samt på Frederiksberg. Deloitte mener også, at der kan spares 30 mio. kr. om året, hvis vagtformen døgnvagt afskaffes til fordel for 12-timers-vagter. 

I dag anvender Frederiksberg, København, Vestegnen og Gentofte fuldt ud døgnbemanding, mens 19 andre beredskaber anvender en kombination af døgnbemanding og deltidsbrandfolk. Ifølge Deloittes beregninger tegner de fire beredskaber med døgnbemanding sig for hele 25 procent af de samlede omkostninger til landets brandberedskab, mens de 19 beredskaber med blandede vagtformer tegner sig for godt 30 procent af omkostningerne. Samlet tegner de 23 beredskaber – der har 32 stationer med en døgnbemanding på 202 brandfolk – sig altså for halvdelen af beredskabets omkostninger.

De fuldtidsansatte brandfolk arbejder primært på vagtformen døgnvagt, hvor arbejdstiden er på 24 timer. Heraf er de otte timer effektiv arbejdstid, hvor brandfolkene kan løse alle former for opgaver, mens de sidste 16 timer er beredskabstid, hvor brandfolkene som udgangspunkt kun må løse akutte beredskabsopgaver. Til gengæld aflønnes brandfolkene kun for 20 timers arbejde.

Ifølge Deloittes budgetanalyse er døgnvagten imidlertid et problem, fordi den forhindrer en effektiv udnyttelse af brandfolkenes tid. Og derfor bør døgnvagten ifølge konsulenterne afskaffes til fordel for effektive 12-timers-vagter. Her skal brandfolkene så kunne udføre serviceopgaver for kommunen og andre typer indtægtsdækket virksomhed. Det vil give en ekstra indtægt til brandvæsenerne på 47 mio. kr. om året, og da ekstraudgifterne ved 12-timers-vagter kun vil udgøre 17 mio. kr., kan der ifølge beregningerne spares 30 mio. kr. om året. Det vil dog forudsætte, at en række lokalaftaler eller overenskomster opsiges og genforhandles.

Færre folk på vagt om natten

Ifølge budgetanalysen kan der imidlertid også spares et stort millionbeløb, hvis antallet af fuldtidsbrandfolk på vagt reduceres.

Konsulenterne konstaterer således, at størstedelen af de 32 døgnvagtsstationer har samme bemanding om dagen og natten, men at 75 procent af alle udrykningerne sker i tidsrummet kl. 9-21. Desuden er de udrykninger, der sker om natten, typisk mindre alvorlige end dem, der sker resten af døgnet. Det fører til en anbefaling om, at der i højere grad skal anvendes deltidsbrandfolk om natten.

Deloitte foreslår, at døgnvagtsstyrken på landsplan reduceres fra de tidligere omtalte 202 brandfolk til 154. Om natten skal de 48 nedlagte døgnvagtspladser erstattes af deltidsbrandfolk, mens der i dagtimerne skal anvendes fultidsbrandfolk i effektive vagter.

Forslaget er, at der fremover som standard skal være fire mand på vagt om natten på de 32 brandstationer, mens der i dag som standard er seks mand.  Kun på Frederiksberg (seks mand), Hovedbrandstationen i København (21 mand), Christianshavn (seks mand), Fælledvej (seks mand), Tomsgården (seks mand), Vesterbro (seks mand), Falck-Gården i Aarhus (seks mand) og Hovedbrandstationen i Aarhus (seks mand) vil der skulle være mere end fire mand på vagt.

Ifølge Deloitte vil modellen med færre fuldtidsansatte brandfolk i aften- og nattetimerne give en besparelse på 29,5 mio. kr. om året.

Kun deltidsbrandfolk om natten?

Budgetanalysen kommer også med et mere vidtgående forslag, som går på, at fuldtidsbemanding generelt afskaffes om natten.

Forslaget vil betyde, at 145 af de brandfolk, som er på vagt om natten, erstattes af deltidsbrandfolk. Tilbage vil kun være 57 brandfolk på syv brandstationer, hvor konsulenterne vurderer, at hændelsesmønstret, infrastrukturen og befolkningstætheden gør, at fuldtidsbemandingen ikke kan elimineres. Disse stationer er Hovedbrandstationen i Aarhus, Frederiksberg brandstation, Hovedbrandstationen i København samt de københavnske stationer Christianshavn, Fælledvej, Tomsgården og Vesterbro.

Ved at afskaffe 145 døgnvagtspladser kan der spares 311 mio. kr. i lønudgifter. Der vil dog skulle bruges 185 mio. kr. til brandfolk på dagvagt samt 32 mio. kr. til ekstra deltidsbrandfolk, og det giver en samlet besparelse på 95 mio. kr. om året. Konsekvensen vil imidlertid også være, at 7.200 færre udrykninger kan udføres med en responstid på under 5 minutter.

Annonce