Frivillige brandværn har store udfordringer med bemandingen

De frivillige brandværn i Sønderborg Kommune har store udfordringer med bemandingen, og udfordringen bliver ikke mindre af, at stolthed gør det svært for nogle brandværn at indrømme, at der er en udfordring. På kort sigt vil kommunen investere godt 1 mio. kr. i intelligente pagere, men på længere sigt kan det blive nødvendigt at indføre bemanding med fuldtidsbrandfolk.

Det er primært i dagtimerne, at der er bemandingsudfordringer hos de frivillige brandværn i Sønderborg Kommune. Brandværnene er især ramt af urbaniseringen, hvor arbejdspladser og folk flytter til de større byer, men efterhånden har færre virksomheder også mulighed for at lade deres medarbejdere forlade arbejdspladsen for at rykke ud til brand.

I 2010 var det slut med det frivillige brandværn i Sønderborg by, da brandværnet ikke kunne stille mandskab. I stedet oprettede man et beredskab med deltidsansatte brandfolk på vagtplaner, men ifølge Sønderborg Kommune har også de deltidsansatte de seneste år fået sværere og sværere ved at stille med nok folk. Derfor har det været nødvendigt løbende at opjustere antallet af fuldtidsansatte brandfolk til øjeblikkelig udrykning, så de kan dække for de deltidsansatte i Sønderborg – og støtte de frivillige brandværn i resten af kommunen i dagtimerne.

Afvigerapporter viser store udfordringer

Hver gang et brandværn er kaldt til udrykning og ikke kan overholde serviceniveauet i den risikobaserede dimensionering, laves der en såkaldt afvigerapport.

Et udpluk af afvigerapporter fra perioden marts 2017 – februar 2018 viser, at brandværnene har store udfordringer med at stille det korrekt uddannede mandskab. Enten kan der ikke samles det mandskab, der skal til på en udrykning, eller også venter man for længe på at blive fuldtallige, så man afgår for sent fra stationen. Udfordringen forekommer især i dagtimerne på hverdage, men afvigerapporterne viser, at aftentimer og weekender ikke er undtaget.

I Sønderjylland bidrager de frivillige brandværn med en uundværlig indsats, og det har de gjort gennem mange år. ”Derfor kan det være svært for de frivillige brandværn at indrømme deres udfordring, når den opstår. Det gør hele institutionen med de frivillige brandværn usikker”, påpeger Sønderborg Kommune – der dog også understreger, at der ikke er lagt op til lukning af brandstationer.

Arbejdsgruppe: Svært at finde fremtidssikker løsning

Sønderborg Kommune har nedsat en arbejdsgruppe, som har haft til opgave at finde løsninger på bemandingsudfordringen. Processen har imidlertid vist, at der på flere områder er for mange ubekendte faktorer til, at man kan opstille konkrete og fremtidssikrede løsningsmodeller. I stedet er der beskrevet forskellige tiltag, der kan afhjælpe beredskabets udfordringer på kort og mellemlangt sigt.

Konkret anbefaler arbejdsgruppen, at der investeres i 250 intelligente pagere, så brandfolkene bl.a. kan oplyse, om de har mulighed for at deltage i de enkelte udrykninger. Det vil koste godt 1 mio. kr. i anskaffelse, som skal hentes fra de 1,65 mio. kr., der årligt er afsat til køretøjsanskaffelser. Omprioritering vil så betyde, at enkelte af de eksisterende køretøjer skal fungere i en længere periode end planlagt. Denne anbefaling har beredskabskommissionen nu godkendt.

Beredskabskommissionen har også godkendt, at der arbejdes videre med ændring af slukningsgrænser, analyse af mandskabsbehov på både kort sigt og på længere sigt samt analyse af tilpasning af vagttider på både kort sigt og på længere sigt. Derimod ønsker kommissionen ikke, at der arbejdes videre med konsolidering af brandværnene, ansættelse af en hvervekonsulent eller en fremrykning af revisionen af kommunens risikobaserede dimensionering.

Kigger på fremtidsmodeller

Desuden vil Sønderborg Kommune i slutningen af 2018 iværksætte en analyse af det, som kommunen betegner som ”fremtidsmodeller”.

Her vil man kigge på den model, der anvendes i Horsens, hvor brand- og redningsberedskabet er tænkt sammen med serviceopgaver indenfor bl.a. vej, park, anlæg, værksted, transport, hjælpemiddeldepot, genbrugspladser, rottebekæmpelse og rengøring. Det giver mulighed for at have fuldtidsansatte brandfolk til at løfte beredskabsopgaver, fordi de samtidig er ansat til at løfte serviceopgaver imellem udrykninger.

Sønderborg vil også kigge på beredskabsmodellen i Flensburg, hvor Berufsfeuerwehr Flensburg varetager brandslukningsopgaverne i Flensborg by med fuldtidsbrandfolk, men samtidig i dagtimerne på hverdage støtter de seks frivillige brandværn i omegnen.

Annonce