Frivillige betaler prisen for licitation

Det bliver de 52 frivillige i redningsberedskabet – tidligere kendt som civilforsvaret – der kommer til at betale en del af regningen for udliciteringen af brandslukningen i Holstebro Kommune. Det fremgår af en spareplan, som i ét hug reducerer det frivillige beredskab budget med 855.608 kroner – svarende til 74 procent. Beløbet overføres til budgettet for brandvæsenet.

De 52 frivillige frygter nu, at der ikke vil være penge til at vedligeholde det nødvendige materiel, blandt andet fordi den medarbejder, som i 24 år har arbejdet på beredskabsgården, nu bliver fyret, skriver Dagbladet Holstebro-Struer. “De skruer jo så meget ned for økonomien, at det bliver umuligt at lave noget”, siger Nanna Smed, talskvinde for de frivillige i redningsberedskabet. De frivillige påpeger, at de indgår som en vigtig ressource i kommunen risikobaserede dimensionering, som fastlægger, hvor meget materiel og personel, der skal være til rådighed.

Venstres medlem af teknikudvalget, Holger Hedegaard, forklarer, at politikerne har vedtaget besparelsen, fordi teknisk forvaltning har oplyst, at de frivillige vil kunne opretholde samme aktivitetsniveau efter besparelsen. Oplysninger, som han “stoler 100 procent på”. Om fyringen af den medarbejder, der har stået for at få vedligeholdt og synet beredskabets køretøjer og materiel, siger han: “Jamen, han har primært været brugt på brandstationen. Det må være en ledelsesopgave at få løst opgaven fremover”.

Annonce