Frederiksborg Brand & Redning skal teste muligheder for et grønnere beredskab

Brug af store mængder vand og kraftfulde køretøjer er naturlige ingredienser, når brandvæsenerne rykker ud. Men kan de blå blink forenes med en grøn omstilling? Kan der bruges regnvand i stedet for drikkevand ude på indsatserne? Kan beredskabet mindske CO2-udledningen fra køretøjerne? Det vil Frederiksborg Brand & Redning undersøge sammen med DTU.

Frederiksborg Brand & Redning har taget initiativ til et internationalt EU-projekt, hvor der skal fokus på, hvordan beredskabet kan være med til at skabe en bæredygtig fremtid.

I løbet af projektet vil Frederiksborg Brand & Redning være med til at teste, hvordan:

  • Brandfolk kan udføre deres indsatser (f.eks. brandslukning) på en grønnere måde.
  • Brandfolk kan reducere elforbruget på brandstationen.
  • Brandfolk kan reducere vandforbruget på brandstationen.
  • Procentdelen af stationsaffald, der kan genbruges, kan øges.
  • CO2-udledningen ved transport kan reduceres.
  • Brandfolk kan inspirere til mere bæredygtig adfærd i lokalsamfundet.

Projektet skal hjælpe beredskaber og brandfolk med, hvordan de i højere grad kan bakke op om den grønne omstilling – og sikre, at det både bliver nemmere og grønnere at rykke ud med de blå blink. Helt konkret vil projektet munde ud i en e-læringsportal, der vil blive lanceret i sommeren 2023.

Projektet Green Skills for Firefighters er et initiativ fra Frederiksborg Brand & Redning i samarbejde med Cork Fire Brigade (Irland), National Fire Officers Alliance (Lithuania), Cyprus Fire Service (Cyprus), EuroBomberos (Spain), Clean Teknologicenter ved Cork Institute of Technology (Irland), LearnKey (Litauen), Danmarks Tekniske Universitet – DTU (Danmark) og Neptelia (Spanien). Projektet er medfinansieret af Den Europæiske Unions Erasmus+ program.

Annonce