En stor udskiftning af vognparken i Frederiksborg Brand & Redning er på vej. Beredskabskommissionen besluttede sidste år, at beredskabet fremover selv skulle eje køretøjerne, og efter et udbud er der nu indkøbt ni tanksprøjter, seks vandtankvogn, to drejestiger, to Hurtige Sluknings Enheder, to redningsbåde, to bådtrækkere, to slangetendere og to CBRNE-køretøjer.
Beslutningen om at hjemtage vognparken blev truffet samtidig med beslutningen om at sende selve brandslukningen i udbud – et udbud, der som tidligere omtalt er endt med, at brandslukningsopgaven hjemtages.
Frederiksborg Brand & Redning oplyser, at der i forbindelse med udarbejdelsen af kravspecifikationerne på de nye køretøjer er blevet lagt stor vægt på arbejdsmiljø og sikkerhed, og at beredskabet modtog gode og attraktive tilbud. Det lykkedes dog ikke at finde en leverandør til den udbudte specialsprøjte til Farum Midtpunkt, så her arbejdes der i øjeblikket på at finde en løsning.
Med undtagelse af de to drejestiger skal det nye materiel være klar til indsættelse senest med udgangen af 2018.
Tanksprøjter og tankvogne bliver Scania’er
De ni tanksprøjter opbygges på Scania CP31 2018-model lastvognschassiser med 410 HK motor og fuldautomatisk gearkasse. Dette førerhus er godkendt efter en særlig standard, der skal sikre mandskabet i tilfælde af påkørsel eller faldende genstande.
Køretøjerne leveres blandt andet med to højtryksslanger, akku-frigørelsesværktøj, springpude, luftpuder, tågesøm, afskærmningsvæg, faldsikring, værktøj til dørforcering, akku-værktøj, overtryksventilator, traffic advisor og CAFS-System. CAFS-systemet er valgt, da det giver en lettere slangeføring, bedre knock-down-effekt på branden, en hurtigere slukningstid, ekstrem udnyttelse af skumvæsken samt mindre vandforbrug.
De seks tankvogne opbygges på Scania CP17 2018-model lastvognschassiser med 410 HK motor og fuldautomatisk gearkasse. Dette førerhus er godkendt efter samme standard som tanksprøjterne.
Køretøjet leveres med traffic advisor på taget og udskydelige bomme, så f.eks. veje kan spærres af for at sikre mandskabet endnu bedre. Derudover er der monteret vandkanon, som kan styres med joystick fra førerkabinen, lysmast, vandkanon på fod samt bærbar pumpe.
Køretøjets fastmonterede pumpe vil kunne anvendes under kørsel for kørende slukning samt spuling af vejbane.
Tanksprøjter og tankvogne leveres af Wawrsaszek ISS Sp. Z.o.o. S.K.A. (WISS).
Drejestiger leveres efter specialmål
Kravene til drejestigerne defineres blandt andet af de risikomomenter, der er i området, herunder slotte og sygehuse, og derfor er kravene til stigernes højde og bredde lidt anderledes end, hvad man ellers ser rundt om i landet.
Valget er faldet på to stk. Magirus Low Liner, der er bygget på et specialdesignet Iveco Eurocargo-chassis med fuldautomatisk gearkasse. Stigen er på 30 m. og med knæk på øverste led. Køretøjerne leveres med faldsikring, brøndredningsudstyr, flaskebank, skålbåre, overtryksventilator, elektronisk styret vandkanon, generator, projektører monteret på kurven samt bærbar pumpe.
Drejestigerne leveres af Copenhagen Global.
Falck skal levere HSE’er
I Hillerød Kommune har man i mange år haft gode erfaringer med at have en Hurtig Sluknings Enhed (HSE). I forbindelse med sidste udbud i Hillerød blev HSE-konceptet videreudviklet, og de mange års erfaringer, der er oparbejdet, har ligget til grund for de krav, der blev sat til de to nye HSE’er.
Køretøjerne opbygges på en Mercedes-Benz Sprinter 519 CDI 4×4 190 HK kassevogn med højt tag. Køretøjerne leveres med skæreslukker, faldsikring, akku ”tung” frigørelsesværktøj, alm. værktøj, motordrevet værktøj, overtryksventilator, arbejdsplatform og meget mere. Køretøjerne skal bemandes med to mand.
HSE’erne leveres af Falck.
Både, bådtrækkere og slangetendere
Der blev udbudt to redningsbåde, nemlig en båd til større søer og kystnære områder samt en båd specielt indrettet til søerne i Farum.
Pro-Safe skal levere begge både, som hhv. er en BRIG Falcon 500 med en Yamaha 50 HK motor og en PIONER Multi Proff med en Yahama 80 HK motor.
Fartøjerne leveres med elektrisk lænsepumpe og udstyres med Jason’s Cradle. På agterbøjlen vil der være navigationslys, radarreflektor, blåt blink samt to LED-arbejdslamper. Bådene vil have elektrisk søkort/ekkolod, SINE, VHF og AIS.
Bådtrækkere og slangetendere opbygges på samme type chassis. Valget er faldet på en VW Amarok Comfortline 3.0 TDI 4×4 med 204 HK. Køretøjerne leveres med spil.
De to slangetenderne pakkes op med min. 450 m. B-slange, og de får en trailer med en bærbar pumpe. Ladet opbygges med en hardtop og jalousilåge i forreste del af ladet i begge sider.
Bådtrækkerne opbygges ligeledes med hardtop. Den efterfølgende opbygning tilpasses lokalt.
Køretøjerne leveres af Falck.
CBRNE-køretøjer skal håndtere uheld med farlige stoffer
Til beredskabet til håndtering af uheld med farlige stoffer leveres to CBRNE-køretøjer, ligeledes af Falck. Køretøjerne opbygges med en kasse på et Mercedes-Benz Sprinter 519 CDI 4×2 chassis med 190 HK. Køretøjerne bemandes med to personer og skal fungere som støtte for den primære brandstation ved uheld med farlige stoffer.
Opbygningen består af en materielkasse med dobbeltdøre i bagenden og en jalousilåge i hver side. På hver side af køretøjerne monteres ligeledes markiser. Køretøjerne medbringer alt tænkeligt udstyr til en indsats med uheld med farlige stoffer, herunder værktøj, flydespærringer, ATEX kemipumpe, opsamlingsmateriel, sikkerhedsbeklædning og rensetelt. Køretøjerne monteres med lift.
Også nye røgdykkerapparater
Udover køretøjer og fartøjer har også beredskabets røgdykkerudstyr været i udbud.
Her faldt valget på Dräger PSS 5000 DP røgdykkerapparat med FPS 7000 helmasker med hjelmadaptere (klikmasker). Flaskerne bliver 6,8 l. 300 bar komposit.