Undersøgelsen af den anonyme beskyldning om embedsmisbrug, som i december blev rettet mod Frederiksberg Kommunes beredskabschef, bliver ikke afsluttet. Det sker efter at beredskabschef Tommy Sillemann har valgt at opsige sin stilling, fordi han vurderer, at det oven på beskyldningerne ville blive for vanskeligt at genoprette tilliden og et godt internt samarbejde i brandvæsenet. Tommy Sillemann fratræder formelt ved udgangen af marts, men indtil da vil han være fritstillet.
Det var et anonymt brev, som i december 2011 blandt andet beskyldte beredskabschef Tommy Sillemann for gennem flere år at have ladet brandfolk bruge arbejdstid på at reparere beredskabschefens hus, ligesom han blev beskyldt for at have ladet sin privatbil reparere på brandstationens værksted.
På den baggrund indgik kommunen og beredskabschefen en aftale om, at beskyldningerne skulle undersøges til bunds, og at beredskabschefen skulle arbejde hjemmefra, mens undersøgelsen blev gennemført.
Nu har Tommy Sillemann så valgt at fratræde sin stilling under henvisning til, at det vil være bedst for både Frederiksberg Brandvæsen og ham selv, at vejene skilles. Opsigelsen får Frederiksberg Kommune til at afbryde den igangværende undersøgelse af beredskabschefens embedsførelse.
Tommy Sillemann, der har været ansat i brandvæsenet i 16 år, heraf de 12 som chef, vurderer at tiden er inde til, at han drager nytte af sine erfaringer og kompetencer i andre sammenhænge. ”Jeg har arbejdet med mange spændende og udviklende beredskabsmæssige opgaver gennem årene i et stort beredskab med mange dygtige og engagerede medarbejdere. Jeg har lært en masse og høstet mange erfaringer, som jeg kan tage med mig i mit videre virke”, siger beredskabschefen.
Frederiksbergs by- og miljødirektør, Ulrik Winge, understreger, at det nu handler om at se fremad. ”Det har været en svær periode for alle involverede. Nu tager vi opsigelsen til efterretning, og fokus i kommunen og i brandvæsenet er at se fremad. Vi skal have en ny beredskabschef, og vi skal have ro, arbejdsglæde og trivsel i brandvæsenet, som yder et meget stort og vigtigt arbejde på Frederiksberg”, siger Ulrik Winge.
Tommy Sillemann fratræder formelt sin stilling med udgangen af marts måned. Han er efter aftale fritstillet frem til da.