Forventer at 500 virksomheder vil give fridage med løn til beredskabets frivillige

Organisationen InterForce har udvidet den særlige støttevirksomhedsordning, så alle private virksomheder i Danmark nu har mulighed for at tilmelde sig. Dermed vil deres ansatte kunne få fri med løn i fem dage årligt for at gøre frivillig tjeneste i beredskabet. InterForce forventer, at op til 500 private virksomheder med i alt godt 200.000 medarbejdere tilmelder sig.

Siden 2023 har ansatte i en række af Danmarks store virksomheder i et pilotprojekt haft mulighed for at få fri med løn for at gøre tjeneste i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.

Nu udvider organisationen InterForce støttevirksomhedsordningen, så alle private virksomheder i Danmark har mulighed for at tilmelde sig, hvorefter deres ansatte også kan bidrage til opgaveløsningen i bl.a. beredskabet.

”Det er meget positivt, at endnu flere fremover får mulighed for at være frivillig i Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, uden at det rammer dem på lønchecken. Vores frivillige gør en meget vigtig og stor indsats for Danmarks robusthed, og jeg håber, at det kan få endnu flere til at blive frivillige. Der er ingen tvivl om, at vi skal tænke erhvervslivet tæt ind i samfundssikkerheden. Flere erhvervsorganisationer og virksomheder har allerede budt sig til og bidrager, når der opstår kriser og katastrofer”, siger Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab.

Omfatter hver fjerde medarbejder i den private sektor

InterForces støttevirksomhedsordning for private virksomheder indebærer, at medarbejdere, som er frivillige eller reservister, tildeles fri med løn i minimum fem dage årligt med henblik på, at de kan gøre frivillig tjeneste i bl.a. Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten.

Inden for 12 måneder forventer InterForce, at op til 500 private virksomheder med i alt godt 200.000 medarbejdere tilmelder sig støttevirksomhedsordningen. Det svarer til ca. 25 pct. af alle medarbejdere i den private sektor.

Støttevirksomhedsordningen blev lanceret i 2023 som et pilotprojekt for udvalgte private virksomheder. I 2023 indgik InterForce et samarbejde med Danfoss, DSB, Netcompany, Salling Group og Danske Bank, og i 2024 er Novo Nordisk, Mærsk og Carlsberg også kommet til.

Nu bliver der altså åbnet for, at alle private virksomheder i Danmark kan indgå i ordningen.

Annonce