Der mangler fortsat mange brandfolk på de danske brandstationer. En ny opgørelse fra beredskabernes fælles rekrutteringskampagne viser, at 139 brandstationer i øjeblikket mangler ca. 400 brandfolk. Det er både deltidsbrandfolk og frivillige brandfolk, som der er mangel på rundt omkring i landet.
I 2010 gik Beredskabsstyrelsen, Foreningen af Kommunale Beredskabschefer, Landsklubben For Deltidsansatte Brandfolk og Falck sammen om kampagnen ”Fem minutter til forskel,” der skal få flere danskere til at melde sig som deltidsbrandfolk. Beredskabsforbundet står for udmøntningen af kampagnen, som blandt andet også skal sørge for, at der hverves frivillige brandfolk til brandværnene i Sønderjylland.
En ny opgørelse fra kampagnen viser, at der i øjeblikket er 139 brandstationer, som mangler brandfolk. I alt mangler disse stationer ca. 400 brandfolk, både deltidsansatte og frivillige.
De ledige stillinger kan ses på hjemmesiden Blivbrandmandnu.dk.