Forhenværende direktør Jørgen Falck er død, 85 år

Falcks ordførende direktør fra 1964 til 1988, Jørgen Falck, er død, 85 år gammel. Jørgen Falck blev født 25. november 1921 og var søn af korpsets direktør fra 1933-1964, William Falck, og barnebarn af Sophus Falck, der i 1906 grundlagde det, der senere blev kendt som Falcks Redningskorps. Jørgen Falck havde taget handelseksamen fra Niels Brock, da han i 1942 indledte sin karriere i Falck som vagtmester i København. Herefter blev han stationsleder i Skjern, Fredericia og Kolding, inden han i 1950 blev direktør for Falck i Nordjylland. 14 år senere satte han sig så som tredje generation af Falck-familien i direktørsædet i moderselskabet Falck Redningskorps København A/S.

Posten som direktør for moderselskabet bestred Jørgen Falck til 1988, hvor Falck blev solgt til Baltica. Han fortsatte dog som medlem af direktionen til 1992.

Jørgen Falck blev således det sidste medlem af Falck-familien, som stod i spidsen for redningskorpset. Oprindeligt var det planen, at fjerde generation af familien skulle tage over, og Jørgen Falcks søn, Erik Sophus Falck, blev i begyndelsen af 80”erne set som redningskorpsets kronprins.

Både internt og eksternt gik meget af tilliden til fjerde generation af Falck-familien imidlertid tabt i midten af 80’erne. Først var Erik Falcks fætter, Mikael Falck Andersson, i 1985 involveret i et alvorligt færdselsuheld, hvor han mistede herredømmet over sin bil og kolliderede frontalt med en varevogn, hvor en mor og hendes lille søn blev dræbt. Det viste sig efterfølgende, at Mikael Falck Andersson havde en promille på 1,02, og han blev senere dømt for spirituskørsel. I 1987 fulgte så krakket i 6. Juli Banken, hvor Erik Falck var bestyrelsesmedlem. Erik Falck havde blandt andet sørget for, at Falck lånte 40 mio. kr. til to ejendomsprojekter, som banken var involveret i, og Erik Falcks rolle blev genstand for betydelig medieopmærksomhed.

I bogen “Folk i Falck” fortalte Erik Falck åbenhjertigt om følgerne af bankskandalen: “Jeg tabte alt, hvad jeg ejede den nat. Den 22. marts havde jeg en formue på 6,3 millioner kr. Den 23. marts havde jeg et underskud på en million. I ti år havde jeg knoklet 80 timer om ugen – nu var alt, hvad jeg havde sparet op, tabt på gulvet. Og derfor blev Falck solgt. Ja, ikke fordi det havde nogen økonomisk betydning for Falck overhovedet, men fordi Mogens (Jørgen Falcks bror, red.) og far (Jørgen Falck, red.) mistede tilliden til mig. Det var et annus horribilis. Mine forældre slog hånden af mig, og forholdet til den øvrige familie var meget anspændt. Jeg græd på toilettet, når jeg kom på arbejde”.

Jørgen Falck fulgte fortsat med stærk interesse Falck efter sin pensionering, og han var ved Falcks 100-års jubilæum i oktober 2006 en aktiv deltager ved flere jubilæumsarrangementer.

“Jørgen Falck fik afgørende indflydelse på udviklingen i Falck. Han havde en meget en åben ledelsesstil, der var forud for sin tid. Ikke mindst efter overtagelsen af Zone-Redningskorpset i 1963, hvor Jørgen Falck var meget bevidst om, at Falck med sin monopolagtige status måtte leve op til sit ansvar som en almennyttig hjælpeorganisation. Jørgen Falcks visionære ledelse kom også til udtryk, da han i 1988 indså, at de udfordringer Falck stod overfor krævede et nyt ejerskab, hvilket førte til salget af Falck til Baltica. Falck-værdierne er uløseligt knyttet til Jørgen Falck, og det er denne arv, jeg som koncernchef hver dag bestræber mig på at bære videre også til de kommende Falck-generationer. Æret være Jørgen Falcks minde”, siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen.

Flagene på alle Falcks stationer landet over er fredag gået på halv.

Annonce