Nedlæggelse af de frivillige brandværn i Stepping og Aller samt en inddragelse af det frivillige beredskab i Koldings autosprøjte. Det kan blive resultatet af en større sparerunde i Kolding Kommune, hvor beredskabet i alt skal komme med forslag til besparelser på godt 2,5 mio. kr. Ifølge beredskabet vil en realisering af spareforslagene uden tvivl medføre serviceforringelser, men det samlede beredskabsniveau i kommunen sættes ikke over styr.
Beredskabets spareforslag indgår i første omgang i et sparekatalog, hvor beredskabet er blevet pålagt at komme med forslag til besparelser, der svarer til 10% af budgettet. Mange af beredskabets opgaver kan der ikke spares på, f.eks. fordi de er lovpligtige, eller fordi der er indgået flerårige kontrakter. Men der er foretaget en faglig vurdering af mulighederne for at nedlægge et eller flere beredskaber i Kolding Kommune, og konklsuionen er, at det ikke er muligt at nedlægge beredskaberne i hverken Kolding, Lunderskov, Vamdrup eller Tyrstrup på grund af disse beredskabers placering, slukningsområde, risikomomenter m.m.
Beredskaberne i Aller og Stepping kan imidlertid nedlægges ud fra en beredskabsfaglig vurdering, idet slukningsområderne kan overtages af Tyrstrup Frivillige Brandværn uden at forringe servicen til et uacceptabelt niveau. Besparelsen vil være på ca. 250.000 kr. om året pr. nedlagt brandværn. Hvis forslaget skal gennemføres forudsætter det, at aftalerne om brandslukning m.v. mellem byrådet i Kolding Kommune og de to brandværn ophæves. Forslaget er ikke i overensstemmelse med den risikobaserede dimensionering, som sidste år blev vedtaget af politikerne.
Også det frivillige, supplerende beredskab i Kolding kan blive ramt af besparelserne. I dag råder beredskabet over en næsten ny autosprøjte, og samtidig er der behov for at få udskiftet autosprøjten på brandstationen i Lunderskov, idet den er underdimensioneret. Det frivillige beredskabs fremtidige opgaver forudsætter ikke, at de råder over en autosprøjte, og derfor foreslås det, at autosprøjten flyttes til Lunderskov og ikke erstattes af en ny. Autosprøjten i Lunderskov er leaset frem til 2009, men hvis den sælges, vurderes den at indbringe 200.000 kr.
Budgetforhandlingerne i Kolding afsluttes til oktober.