Når byrådspolitikerne i Aarhus mødes onsdag, skal de tage stilling til et forslag om flytning af både brandstation og politistation i Aarhus. Det er Det Konservative Folkeparti, som foreslår, at brandstationen flyttes væk fra midtbyen og i stedet placeres tæt på Ringvejen, hvor brandvæsenet kommer tættere på den aarhusianske infrastruktur.
Det er et areal på Bautavej ved Ringvejen, som Konservative vil reservere til brandstation og politistation.
”Med de store trafikale udfordringer som Århus har, er det vigtigt for Det konservative Folkeparti, at vi hele tiden har fokus på at optimere fremkommeligheden på de århusianske veje. I den forbindelse giver det ikke megen mening at have Politigården, der skal betjene hele Østjylland, placeret i midtbyen blandt trange veje og omringet af dårlig fremkommelighed. Derfor vil en flytning af Politigården frigøre dele af byens knappe vejkapacitet og samtidig sikre, at politiet når hurtigere frem”, skriver partiet i sit forslag – og fortsætter:
”Det samme gør sig gældende for Århus Brandstation; da man for mere end 100 år opførte bygningen på Ny Munkegade var fremkommeligheden væsentligt bedre i centrum og Århus by knapt så stort. Med tiden har Brandstationen oplevet flere moderniseringer og udvidelser, men med tiden er bygningen blevet fredet, ligesom man er løbet tør for udvidelsesmuligheder. Dette til trods for, at der har været planer om at udvide brandstationen, og man allerede i 1950’erne søgte efter en større grund”.
Konservative fremhæver, at man ved at placere politigården og brandstationen tæt ved Ringvejen vil frigøre vejkapacitet, ligesom politi og brandvæsen hægtes bedre på den aarhusianske infrastruktur. Derfor foreslår partiet, at arealerne på Bautavej reserveres med henblik på en dialog med Rigspolitiet om en flytning af politigården, og at muligheden for en flytning af Aarhus brandstation til arealerne på Bautavej undersøges.