Forening vil dække brandfolks og redderes omkostninger ved retssager

Arkivfoto: Rasmus Skaftved

Hvis en brandmand eller ambulanceredder er involveret i en ulykke under udrykningskørsel, så skal vedkommende selv betale omkostningerne under en eventuel retssag. Men det mener en gruppe af brand- og ambulancefolk ikke kan være rigtigt, så de har dannet en forening, som kan hjælpe med at dække omkostningerne, når uheldet er ude.

Det går stærkt, når udrykningskøretøjer rykker ud, og det hænder, at de kører galt, og føreren derefter ender i en retssag. For de kommunalt og regionalt ansatte brand- og ambulancefolk støtter FOA i dag med advokatbistand i straffesager, indtil medlemmet har fået beskikket en advokat, men derfra skal medlemmet selv betale omkostningerne. Det skriver Fagbladet FOA.

Derfor har FOA’s brand- og ambulancereddere nu lavet en forening, der kan hjælpe med omkostninger til retssager, når uheldet er ude. Det fortæller Thomas Brücker, der er formand for FOA Brand og Redning. De fastansatte brand- og ambulancefolk indbetaler hver måned et mindre beløb til en konto, og når den når op på 100.000 kr., stopper indbetalingen. Så står pengene og venter, til der bliver behov for dem.

“Vi beder redderne om at tilsidesætte loven, fordi de skal redde andre mennesker. Når det så går galt, er der ingen til at hjælpe, og det synes vi ikke kan være rigtigt”, siger Thomas Brücker.

Annonce