Først afklaring om Østsjællands Beredskabs fremtid om et par uger

Først den 21. marts 2018 bliver det afklaret, om alle Østsjællands Beredskabs ejerkommuner kan godkende den risikobaserede dimensionering – og dermed kan fortsætte i det fælleskommunale beredskab. Interessen samler sig især om Køge Kommunes beslutning, og et nej derfra kan medføre, at Stevns Kommune tvinges til også at forlade beredskabet.

I Køge Kommune skal politikerne den 20. marts 2018 behandle Østsjællands Beredskabs reviderede plan for risikobaseret dimensionering. Planen er blevet kritiseret af flere byrådspolitikere, da den indebærer en kraftig reduktion af beredskabet i Køge Kommune. Ved behandlingen den 20. marts 2018 skal politikerne tage stilling til, om de vil godkende dimensioneringen eller eventuelt vil tilkøbe et bedre beredskab. Siger Køge nej til dimensioneringsplanen, indebærer det i praksis, at kommunen udtræder af Østsjællands Beredskab.

Udover Køge Kommune er det kun Stevns Kommune, der mangler at tage stilling til dimensioneringsplanen. Her skulle planen have været behandlet i sidste uge, men politikerne valgte at udsætte beslutningen til den 21. marts 2018. Det sker for at kunne tage højde for Køge Kommunes beslutning. Den nye dimensionering indebærer nemlig, at udrykningerne fremover skal sammensættes af mandskab og materiel fra flere forskellige stationer, men hvis Køge Kommune udtræder af Østsjællands Beredskab, vil der blive en meget lang kørevej til de brandstationer, der kan assistere i Stevns Kommune.

Annonce