Den planlagte afskaffelse af kravet om, at brandudrykningerne skal afgå indenfor 5 minutter, vil være en risikofyldt affære for både befolkningen og forsikringsselskaberne, og resultatet kan blive flere storbrande. Det mener FOA, som i stedet ønsker, at der anvendes flere fuldtidsbrandfolk, da der ifølge FOA ikke er tid til at vente på, at deltidsfolk skal komme endnu længere fra.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har bedt Forsvarsministeriet om i samarbejde med Beredskabsstyrelsen at se på at afskaffe afgangstidskravet i den nærmeste fremtid, når den nuværende dimensioneringsbekendtgørelse for det kommunale redningsberedskab skal opdateres.
Men det er en dårlig ide, mener FOA, som organiserer de kommunalt ansatte fuldtidsbrandfolk. I et brev til Folketingets Forsvarsudvalg advarer Thomas Brücker, som er sektorformand for Teknik- og Servicesektoren i FOA, om at den bebudede afskaffelse vil medføre flere storbrande.
Kan være forskellen på liv og død
”I mine 20 år som både fuldtidsbrandmand og deltidsbrandmand har jeg set, hvordan ildebrande har udviklet sig og jeg har med egne øjne set, hvor stor en rolle tidsfaktoren spillede. Tid er en altafgørende faktor ved de fleste hændelser og derfor er det også helt afgørende, at indsatsen påbegyndes så hurtigt som muligt. En afskaffelse af 5 minutters afgangskravet vil være en risikofyldt affære. For befolkningen, for forsikringsselskaberne og ikke mindst for de mennesker som er så uheldige at være udsat for en hændelse, hvor beredskaberne skal yde en afgørende hjælp. I værste fald kan det betyde forskellen mellem liv og død”, skriver Thomas Brücker – og fortsætter:
”Vi skal huske på at årsagen til, at det kan være svært at overholde afgangskravet, er, at det er svært at skaffe deltidsbrandmænd, der bor tæt nok på en brandstation til, at kravet på de 5 minutter kan overholdes alle steder. Løsningen er ikke at fjerne kravet, det vil blot føre til at flere kommuner vil slække på kravene, og det vil resultere i flere større ildebrande. Det løser ikke problemerne at afskaffe afgangstiderne eller forlænge dem. Tværtimod. Det eneste, en forlænget afgangstid løser, er, at flere kan være deltidsbrandmænd. Uanset hvad, betyder det, at der går længere tid, før borgere får hjælp, og derved vil skaderne ved brand og ulykker blive endnu større”.
Ønsker flere fuldtidsbrandfolk
”I min tid som brandmand, fagligt aktiv og lokalpolitiker har jeg alt for ofte set, at den risikobaserede dimensionering blev besluttet ud fra hvad der var muligt. Både operativt og økonomisk. Så løsningen er, at kommunerne tænker i andre måder at organisere deres beredskaber på, hvis ikke de kan sikre, at første sprøjte afgår indenfor 5 minutter. Vi skal ikke stille borgerne i de små byer dårligere, blot fordi deres nuværende beredskaber ikke er i stand til at overholde et 5 minutters afgangs-krav. Vi skal som ansvarlige politikere og organisationer i stedet sikre, at alle borgere får hurtig, kvalificeret og faglig hjælp, når ulykken er ude”, skriver sektorformanden til Forsvarsudvalget.
Ikke helt overraskende mener FOA, at en løsning er flere fuldtidsbrandfolk på vagt:
”Man er nødt til i kommunerne at sikre et hurtigt og robust beredskab. Og det gør man bedst ved at brandmænd er på vagt, og dermed kan køre til indsats, som deres primære arbejde. Ikke ved at de kommer hjemmefra eller fra deres job. Vi har simpelthen ikke tiden til at vente på, at deltidsfolk skal komme endnu længere fra”.