Flygtningekrise fører til aflysning af Storebæltsøvelse

Politiet har besluttet at udsætte en planlagt øvelse på Storebæltsforbindelsens vestbro – lavbroen – indtil videre. Øvelsen skulle have fundet sted natten mellem lørdag og søndag den sidste weekend i september. Baggrunden for beslutningen er blandt andet de mange afgivelser af politifolk i forbindelse med den aktuelle flygtningesituation i Danmark.

”En fuldskalaøvelse som den på Storebæltsforbindelsen er ressourcekrævende, så derfor har vi valgt at udskyde øvelsen til senere”, siger politiinspektør Bjarne Sørensen fra Fyns Politi.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvornår øvelsen vil blive afholdt, men en ny dato vil blive aftalt inden for kort tid.

Der bliver afholdt øvelser på Storebæltsforbindelsen en gang om året – skiftevis på vestbroen og i tunnelen.

Annonce