Fik en god pris: Beredskab køber 4-akslet lastvogn med kran

Næste forår modtager Slagelse Brand og Redning et nyt køretøj i form af en 4-akslet Scania P450 med to styrende foraksler og træk på to bagaksler. Køretøjet opbygges med 27 TM Palfinger kran bag førerhuset samt kroghejs til container og udskydelig bagkofanger. Køretøjet koster 2,8 mio. kr., men da der er tale om en demobil, vurderer beredskabet, at prisen er meget attraktiv.

Den kommende Scania skal anvendes til kranarbejde i Slagelse Brand og Redning samt kørsel med vandtank, containere og fladt lad. Der er tale om et køretøj, der har været anvendt som demobil, og på leveringstidspunktet vil kilometerstanden kun være på 20.000-25.000 km.

Normalt skulle et indkøb til 2,8 mio. kr. i udbud, men Slagelse Brand og Redning har valgt at indgå en kontrakt med Scania Danmark uden udbud. Årsagen er, at beredskabet vurderer, at der er tale om et unikt køretøj, der kun kan leveres af én bestemt leverandør.

Hvis køretøjet skulle opbygges som nyt, ville det således ikke kunne opbygges og leveres til angivne leveringstidspunkt. Da der er tale om et brugt køretøj, er prisen desuden betydeligt lavere end et ny-opbygget køretøj. Ved sammenligning med andre brugte lastbiler på markedet vurderer Slagelse Brand og Redning, at disse typisk er 4-7 år gamle med omkring 400.000 tilbagelagte km. Disse lastbiler er typisk 3-akslede og opbygget med en mindre kran. Derfor kan disse brugte køretøjer ikke sammenlignes med det bestilte køretøj.

Slagelse Brand og Redning vurderer samlet set, at netop brugte 4-akslede lastbiler med tilsvarende lave alder og kilometertal samt tilsvarende størrelse på kran og kroghejs ikke udbydes af andre med den samme leveringstid.

Køretøjet leveres i april 2022.

Annonce