Faxe Kommune melder sig nu blandt det stigende antal kommuner, som ønsker at udvide beredskabet med enten en drejestige eller en redningslift. I Faxe er det påhængsstigerne i Haslev og Faxe, der ønskes udskiftet med et nyt højderedningskøretøj til omkring 4,5 mio. kr. Køretøjet skal dække hele kommunen. Det nye køretøj er den største ændring i den nye dimensioneringsplan for kommunen, der dog også lægger op til, at udrykningssammensætningerne i højere grad end i dag skal differentieres. Og så er det uklart, om det planlagte samarbejde med Stevns Kommune bliver til noget, for måske vælger Faxe Kommune at samarbejde med Næstved Kommune i stedet.
Faxe Kommunes udkast til en ny dimensioneringsplan er netop blevet behandlet i kommunens beredskabskommission, hvorefter det sendes til udtalelse hos Beredskabsstyrelsen. Grundlæggende er der tale om en videreførelse af dimensioneringsplanen fra 2007, men dog med enkelte ændringer.
De to brandstationer i Faxe Kommune, Faxe og Haslev, råder i dag over 18 m. påhængsstiger, som begge er fra 1955. Anvendelsen af påhængsstigerne er imidlertid meget tidskrævende, og de er ikke længere tidssvarende til brug ved personredning. Dertil kommer, at stigerne ikke er lange nok til at kunne anvendes ved redningsopgaver på f.eks. Vemmetofte Kloster, de mange efterskoler i kommunen samt visse bebyggelser i Haslev, Faxe og Karise. Derfor ønsker beredskabet, at påhængsstigerne kasseres og erstattes af enten en drejestige eller en redningslift. Det vil koste omkring 4,5 mio. kr., svarende til ca. 400.000 kr. om året, hvis højderedningskøretøjet leases over en 12-årig periode.
Hver station kan klare 76 procent af opgaverne
Det daglige beredskab på de to stationer forslås uændret, hvilket vil sige, at der på hver station skal være en holdleder og seks brandfolk på vagt. De vurderes at kunne klare 76 procent at opgaverne i eget distrikt, mens beredskabet vil kunne klare 95 procent af opgaverne i kommunens som helhed. Det svarer til, at der 12-15 gange om året skal tilkaldes ekstern assistance, mens den enkelte station skal have assistance fra nabostationen ved omkring 24 procent af assistancerne.
Der lægges endvidere op til, at udrykningssammensætningerne i højere grad skal differentieres, så de tilpasses de enkelte meldinger. Dermed vil der fremover afgå en reduceret udrykning med holdleder og fire brandfolk til udvalgte meldinger, f.eks. bilbrand i det fri. Brandfolkene skal dog fortsat ikke opdeles i vagthold – så alle tilkaldes fortsat ved alarm.
For byområderne Haslev og Faxe samt industriområdet i Rønnede er servicemålet i dimensioneringsplanen, at udrykningerne skal være fremme inden for 10 minutter, mens udrykningstiden for de resterende mindre bysamfund, herunder Dalby, Karise, Faxe Ladeplads, vil være 15 minutter. For de yderligt og enkeltliggende bebyggelser, på nær den sydligste del af Fed, skal udrykningerne være fremme inden for 20 minutter.
De nuværende aftaler med Vordingborg Brandvæsen, Næstved Brand & Redning og Køge Redningsberedskab omkring alarmer på motorvejsstrækningen i Faxe Kommune videreføres, da de giver en bedre udrykningstid på motorvejen. Aftalerne indebærer at, naboberedskaberne dækker motorvejsstrækningen i Faxe Kommune frem til nærmeste afkørsel, mens Faxe Brand & Redning dækker motorvejsstrækningen ind i nabokommunerne til nærmeste afkørsel.
Når det gælder indsatsledervagten, skal der hentes en besparelse på 100.000 kr. ved at sammenlægge de to indsatsledervagter i kommunen til én indsatsledervagt, som bemandes med deltidsansatte indsatsledere. Udrykningstiden for indsatslederen bliver dermed på op til 30 minutter, og holdlederne uddannes derfor som tekniske ledere. Udrykningerne skal fremover afgå til en række foruddefinerede alarmmeldinger uden indsatsleder.
Stevns eller Næstved som samarbejdspartner
Gennem længere tid har Faxe og Stevns kommuner arbejdet på planer for et samarbejde, som blandt andet kunne indebære en fælles indsatsledervagt. Den del af planen er dog opgivet, således at der som nævnt skal være et indsatslederområde i hver kommune. Derimod arbejdes der fortsat med planer om at drive de to indsatsledervagter i fællesskab, ligesom en sammenlægning af ledelse og administration undersøges.
Kommunens beredskabskommission har imidlertid ønsket, at administrationen også undersøger muligheden for at samarbejde med andre kommuner end Stevns. Derfor har der været drøftelser med Næstved Brand & Redning, som Faxe i forvejen samarbejder med i forbindelse med blandt andet vagtcentral og slangevask. I Næstved er der åbenhed overfor et samarbejde på de områder, hvor der kan opnås fordele for begge parter – f.eks. forebyggelse, brandsyn, det frivillige beredskab, udvidet dækningsområde for brandstationen i Haslev samt en mulighed for, at Næstved assisterer med redningslift i Faxe.
Faxe Kommune arbejder nu videre med at afdække de to forskellige muligheder for et samarbejde med henholdsvis Stevns og Næstved kommuner.