Odsherred Kommune skal have kommunalt brandvæsen. Det fastholder økonomiudvalget i kommunen efter et møde fredag. Kommunen mener efter en gennemregning, at man kan tilbagevise Falcks beregninger om besparelser på 800.000 kr. ved en overdragelse af opgaven til Falck. Politikerne i Odsherred Kommune mener, at et kommunalt brandvæsen koster nogenlunde det samme som et Falck-brandvæsen.
“Vi har hele tiden i økonomiudvalget ønsket at etablere et fuldt ud kommunalt brandvæsen. Falck er kommet med et tilbud og har desuden beregnet på den sagsfremstilling, som forelå til økonomiudvalgsmødet. Her peger Falck på, at vi kan spare 800.000 kroner om året ved at vælge Falck. Vi har gennemgået Falcks notat og beregninger, og det viser sig, at udgiften til et kommunalt brandvæsen har stort set det samme som til Falck”, siger Finn Madsen, (S), der er formand for sammenlægningsudvalget og økonomiudvalget samt kommende borgmester i Odsherred Kommune.
Han uddyber, at Falck blandt sine forudsætninger har, at Falck overtager alle bygninger og alt materiel fra kommunen og afskriver disse over fem år. “Sagt med andre ord: Falck vil ifølge sit tilbud betale overtagelsen over fem år. Når man tilbyder dette, kan man ikke samtidig indregne en forrentning af pengene som en fordel for kommunekassen. Hvis vi ikke sælger brandstationerne og materiellet, skal vi ikke ud at lease – leje – dette. Beregninger ved køb af Asnæs brandstation fra Falck og leasing af øvrigt brandudstyr viser, at vi kan holde et kommunalt brandvæsen for samme udgifter, som Falck skal have”, siger Finn Madsen.
Økonomiudvalget indstiller derfor i enighed til sammenlægningsudvalgets beslutning på mødet onsdag den 30. august, at kommunen vælger kommunalt brandvæsen.