Falcks image styrtdykker i ny analyse

Det har været et hårdt år for Falcks image – i hvert fald hvis man skal tro en ny analyse, der er baseret på svar fra over 4.000 erhvervsledere. Analysen omfatter 140 selskaber, og sammenlignet med sidste år er Falck faldet fra en 46. plads til en 79. plads. Især bedømmelsen af lederskab og troværdighed trækker Falck ned, mens redningskoncernen fortsat vurderes højt på medarbejdernes kompetence og på ansvarlighed.

Det er Berlingskes Business, som hvert år gennemfører en analyse af 140 virksomheders image. Det sker ved at spørge godt 4.000 erhvervsledere om deres vurdering af virksomhederne indenfor ni forskellige kategorier.

I den nyeste analyse kommer Falck ind på en samlet 79. plads, hvilket er en markant tilbagegang i forhold til 2016, hvor Falck lå på 46. pladsen.

Det er især på kategorien ledelse, at Falck går tilbage – nemlig fra nr. 63 til 120. Også når det gælder troværdighed mister Falck i høj grad terræn, idet redningskoncernen går fra nr. 30 til 75. Derimod er en placering som nr. 32 i kategorien kvalitet kun få pladser dårligere end i 2016. Falck er også fortsat placeret højt, når det gælder erhvervsledernes vurdering af, om medarbejderne er kompetente og servicemindede – her går Falck kun en enkelt plads tilbage til nr. 18. Vurderingen af Falcks konkurrenceevne er imidlertid ikke i top, og her går koncernen fra nr. 95 til 109.

Ikke overraskende er vurderingen af Falcks finansielle styrke også påvirket af de seneste års dårlige økonomiske resultater, hvilket fører til, at Falck falder fra nr. 64 til 100. Indenfor kategorierne innovation og ansvarlighed er der derimod kun mindre fald.

Falck får fortsat en høj placering, når det gælder kendskabet til virksomheden. Her er Falck nr. 27 – mod nr. 24 sidste år.

Annonce