Falcks brandstationsledere får lov til at fortsætte

Falcks brandstationer skal fortsat have brandstationsledere. I oktober sidste år blev 85 brandstationsledere ellers informeret om, at deres funktioner ville blive nedlagt, men Falck har nu besluttet, at funktionen som brandstationsleder opretholdes. Opgaverne bliver dog ændret, således at lederne primært skal være det lokale, koordinerende ankerpunkt.

Reaktionen blandt Falcks brandfolk var særdeles negativ, da Falck i oktober kunne oplyse, at kun 30 stationer fremover skulle have lokale brandstationsledere. På de øvrige 85 stationer ville brandstationslederfunktionen blive nedlagt. I stedet ville Falck i højere grad anvende fuldtidsansatte ledere, der hver skulle dække et større antal stationer.

Nu har Falck så trukket planerne tilbage – i hvert fald delvist:

”Vi har ændret på brandstationsleder-setup’et, således at vi beholder brandstationsleder-funktionen som et lokalt koordinerende ankerpunkt på de enkelte stationer”, fortæller brandchef Max Andersen fra Falck.

Praktiske opgaver fordeles

Med den nye fokus på den koordinerende funktion vil de praktiske opgaver, som brandstationslederne hidtil har udført på deres stationer, i højere grad kunne fordeles ud blandt andre medarbejdere. Det påvirker også brandstationsledernes aflønning:

”Der vil fortsat være et vederlag for den koordinerende del, mens praktiske opgaver på stationen vil blive aflønnet separat, uanset om det er brandstationslederen selv eller andre kollegaer, der løser disse opgaver”, forklarer Max Andersen.

Annonce