Falck skal fortsat slukke brande i Køge Kommune. Kommunen har haft beredskabet i udbud, og Falck kom med det bedste tilbud. Byrådet har derfor besluttet, at Falck skal fortsætte med at stå for beredskabet i samarbejde med den kommunale del af beredskabet, Køge Brand & Redning. Opgaven med at drive kommunens hjælpemiddeldepot har også været i udbud, og her gik opgaven til Køge Brand & Redning.
Udbuddet blev gennemført, efter at Køge Byråd i september sidste år vedtog en ny dimensioneringsplan. Her blev det besluttet, at kommunen fortsat skal have to brandstationer: Én i Lellinge og én i Køge by. Brandstationen i Lellinge er bemandet døgnet rundt med seks mand. I Køge rykkes brandstationen fra Falck-stationen på Tangmosevej til Tigervej, hvor Køge Brand & Redning allerede holder til. Brandstationen på Tigervej bemandes af deltidsbrandfolk og frivillige.
Falcks nuværende kontrakt med Køge Kommune udløber i 2014, og den nye kontrakt gælder for perioden 2014-2018.