Falck mister brandslukningen i Store Heddinge-området

Garagerne på den næsten nyopførte Falck-station i Store Heddinge kommer fremover kun til at rumme en ambulance. Efter en udbudsrunde mister Falck nemlig brandslukningen i Store Heddinge-området, som Stevns Kommune i stedet hjemtager. Falck skal fortsat stå for brandslukningen i Hårlev-området, mens det kommunale beredskabs station på Frøslevvej i Store Heddinge – som hidtil har huset det frivillige beredskab – fremover skal varetage brandslukningen samt stå for søredningsopgaver og supplerende vandforsyning i hele kommunen. Falcks deltidsbrandfolk tilbydes fortsat ansættelse i det nye, kommunale brandvæsen.

Det er kommunalbestyrelsen i Stevns Kommune, som efter en udbudsrunde har besluttet, at Falck og Stevns Brandvæsen fremover skal deles om brandslukningen. Det indebærer, at Falck fortsat skal drive brandstationen i Hårlev, der som noget nyt skal rykke ud til frigørelsesopgaver. Hidtil har det frivillige beredskab i Store Heddinge stået for frigørelsesopgaverne i hele kommunen.

Derimod vil Falck ikke få forlænget kontrakten på drift af brandstationen i Store Heddinge. Her tager Stevns Brandvæsen over med udgangspunkt i beredskabsstationen på Frøslevvej 36.

”Det har været vigtigt for kommunalbestyrelsen, at beslutningen herigennem giver mulighed for at kunne skabe et samlet beredskab baseret på deltidsansatte brandmænd og en gruppe af frivillige, der som supplerende styrker kan deltage i opgaver, som også rækker udover beredskabslovens område. Borgerne i Stevns Kommune vil ikke opleve forskel, da det er de samme brandmænd, som skal løse opgaverne i fremtiden”, fortæller borgmester Poul Arne Nielsen.

Falcks deltidsbrandfolk i Store Heddinge vil blive tilbudt ansættelse i Stevns Brandvæsen. ”Det er kommunalbestyrelsens håb, at de deltidsansatte brandmænd hos Falck i Store Heddinge vil fortsætte deres gode arbejde hos Stevns Brandvæsen. Kommunalbestyrelsen ser frem til, at det gode samarbejde med Falck fortsætter i samme retning som tidligere”, siger borgmesteren.

Annonce