Falck-station bliver ejerlejligheder

Alt tyder på, at Falck-stationen i Hørsholm vil blive omdannet til 27 ejerlejligheder. Stationen bliver nedlagt, fordi Hørsholm Kommune har opsagt brandslukningsaftalen, og i stedet opretter Falck en ny station i nabokommunen Karlebo. Et entreprenørfirma har tilbud at betale 10,5 mio. kr. for Falck-stationen i Hørsholm, men Falcks udflytning er blevet forsinket.

Entreprenørfirmaet N&R Byg vil omdanne Falck-stationen til 27 ejerlejligheder, som især skal rette sig mod unge. Det kræver vedtagelse af en ny lokalplan for området, og entreprenørfirmaet har indledt en byggesag hos Hørsholm Kommune.

Byggeriet af Falcks nye station i Karlebo Kommune er blevet forsinket på grund af naboprotester, og Falck venter først at have fraflyttet stationen i Hørsholm omkring 1. januar 2006, hvorefter N&R Byg vil kunne påbegynde ombygningen, hvis handlen og lokaplanen går igennem.

Annonce