Falck skal fremover drive brandberedskabet på det svenske Ringhals atomkraftværk. Værket ligger 60 km. syd for Gøteborg, og det har fire reaktorer, der producerer omkring 18 procent af den elektricitet, som bruges i Sverige. I forvejen har Falck ansvaret for beredskabet på atomkraftværket i Forsmark.
Det er den svenske energikoncern Vattenfall, der ejer atomkraftværket i Ringhals – og som nu har valgt at overlade værkets brandberedskab til Falck. Det sker som led i en effektivisering af beredskabet, som skal forbedre den operative kapacitet og øge den styrke, som kan indsættes ved brande og ulykker.
Falck har i forvejen kontrakt på at drive beredskabet på atomkraftværket i Forsmark, men med den nye kontrakt bliver Falcks svenske brandaktiviteter fordoblet. I alt står Falck nu for beredskabet på seks atomkraftværker i Europa, mens det danske selskab på verdensplan driver 45 industribrandvæsener med over 1.300 brandfolk.
Kontrakten med Ringhals træder i kraft den 1. februar 2016 og har en løbetid på seks år.